Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kalimantan

Oprindelige forfattere Ceder og HAntl Seneste forfatter Redaktionen

Kalimantan, de sydlige tre fjerdedele af Borneo, som tilhører Indonesien; 544.150 km2, 13,77 mio. indb. (2010). Kalimantan består for en stor del af mangroveskove langs kysterne og tropisk regnskov i indlandet. En lav bjergkæde strækker sig NØ-SV, og her har flere store floder, Kapuas, Sambas, Barito og Mahakam, deres udspring. Kalimantan er en af verdens største producenter af ædeltræ. Den indfødte befolkning, dayakerne, er blevet trængt fra kysten ind i landet af andre befolkningsgrupper. Kalimantan er også det indonesiske navn på hele Borneo.

Kalimantans ældre historie er tæt knyttet til Indien. Øen domineredes længe af det sumatranske rige Srivijaya og blev derefter i 1300-1400-t. del af det javanesiske imperium Majapahit. I 1500-t. etableredes flere muslimske kongedømmer, som siden kom under hollandsk herredømme. Det varede frem til japanernes besættelse af Kalimantan under 2. Verdenskrig. I 1949 indgik området i det selvstændige Indonesien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Cederroth, Hans Antlöv: Kalimantan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103231