Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kachin

Oprindelig forfatter MGrav Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/14267/=ud_a_48988.mp3?revision=2

Kachin, Kachinstaten, Kachin Pyinnei, administrativ enhed i det nordøstlige Burma (Myanmar) og hjemland for kachin-folkene. Området, som dækker ca. 90.000 km2, blev først koloniseret af briterne i begyndelsen af 1900-t. Det domineres af bjerge op til 3000 m og gennemløbes af floderne Chindwin og Irrawaddy. Der findes en varieret skov, som endnu rummer store forekomster af tømmer. Svedjebrug er stadig udbredt, men i de større dale som Hukawn og på terrasser langs de forholdsvis stejle skråninger dyrkes kunstvandet ris. Området har betydelige jademiner, forekomster af guld samt flere uudnyttede mineraler. Dyrkning af opiumsvalmuen har fået en øget udbredelse under militærstyret. Der har i århundreder foregået en handel med Kina gennem området. Under 2. Verdenskrig byggede amerikanerne Ledo-vejen, som forbandt Burma-vejen fra Kina med Indien. Siden 1980'erne har militærstyret udbygget infrastrukturen og med tvang flyttet tusinder fra deres landsbyer. Kachin er den største befolkningsgruppe i staten, som desuden bebos af shan, burmanere og andre etniske mindretal.

Kachin

Kachin er den fælles etniske betegnelse for flere grupper, som lever i staterne Kachin og Shan i Myanmar (Burma) og i Yunnanprovinsen i Kina. Den største gruppe er jinghpaw (eller jingpo); mindre grupper er maru, atsi, ashi og nung samt lisu. Flertallet taler jingpo, som tilhører den tibeto-burmesiske sprogfamilie. Grupperne er trods kulturelle forskelle bundet sammen af et fælles slægtskabssystem med afstamning i faderlinjen og udveksling af ægtefæller; desuden er der fælles riter og ceremonier for ånder med ofringer af dyr. I nogle områder findes traditionelle ledere, duwa, ('høvdinge'), som tidligere baserede deres magt på tribut, mens andre landsbyer ikke var underlagt duwa. I 1890'erne begyndte kristne missionærer at omvende og uddanne kachin. Der er omkring 10-15% kristne, især baptister og katolikker. I Myanmar findes 1-1,5 mio. kachin; i Kina ca. 120.000.

Kachin Independence Organization

Kachin Independence Organization, KIO, er en etnisk frihedsbevægelse, oprettet i 1961 af en gruppe studerende, som ønskede en selvstændig stat for kachin. I Burmas første forfatning fra 1947 havde kachin fået mulighed for senere at opnå selvstændighed; denne ret forsvandt med militærets overtagelse af magten i 1962. Med en hær på omkring 6000-8000 guerillasoldater kontrollerede KIO i mange år store dele af Kachinstaten. Mange KIO-ledere er kristne, bl.a. KIO's præsident fra 1975 Bran Seng, der døde i 1994; samme år indgik KIO en våbenhvile med militærstyret.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Gravers: Kachin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102921