Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ho Chi Minh City

Oprindelige forfattere Folke og INoerl Seneste forfatter Redaktionen

Ho Chi Minh City. 
Evakueringen af Ho Chi Minh City i 1975. Folk står i kø for at komme med helikopteren.

Ho Chi Minh City. Evakueringen af Ho Chi Minh City i 1975. Folk står i kø for at komme med helikopteren.

Ho Chi Minh City, Ho Chi Minh-byen, Thanh Pho Ho Chi Minh, før 1976 Saigon, den største by i Vietnam, 7,5 mio. indb. (2011). Byen var hovedstad i den franske koloni Cochinkina i det sydlige Vietnam 1862-1954 og i Sydvietnam 1954-75.

Ho Chi Minh City ligger ved Saigonfloden i den nordlige del af Mekongdeltaet knap 100 km fra kysten. Den er områdets største havneby og ledes af sit eget bystyre.

Ho Chi Minh City var en lille handelsby i Khmerriget, indtil Vietnam koloniserede området tidligt i 1600-t. I 1859 erobrede franskmændene byen, og den blev herefter udgangspunkt for erobringen af Cochinkina. Navnet Saigon, som er fra denne periode, omfattede også handelscentret Cholon, kineserkvarteret i Ho Chi Minh City.

Annonce

I kolonitiden blev forarbejdning af og handel med ris en vigtig branche for byen, som var præget af sydfransk provinsarkitektur med store offentlige bygninger og smukke alléer.

Mens Vietnam var delt, blev der med udenlandske investeringer bygget moderne industrier, især bryggerier og tekstil- og cementfabrikker. Vietnamkrigen var dog med til at underminere en del af de lokale industrier pga. stor import fra udlandet. Over 2 mio. amerikanske soldater passerede gennem Ho Chi Minh City, hvilket gav næring til en blomstrende serviceindustri, men også til voksende kriminalitet og politiske uroligheder. Den amerikanske indflydelse afspejles desuden i arkitekturen flere steder i byen, heriblandt præsidentpaladset.

Den 30.4.1975 rykkede nordvietnamesiske tropper og FNL-styrker ind i byen, og præsidentpaladset, som præsident Nguyen Van Thieu havde trukket sig tilbage til en uge tidligere, blev indtaget.

I 1976 blev Hanoi hovedstad i det samlede Vietnam, og Ho Chi Minh City mistede mange af sine administrative funktioner. Økonomien nåede et lavpunkt i slutningen af 1970'erne, da privat ejendom blev nationaliseret, og et stort antal kinesere flygtede. Økonomiske reformer tog fart fra midten af 1980'erne, og udenlandske investeringer er steget i 1990'erne, idet Ho Chi Minh City er blevet landets mest dynamiske centrum med store investeringer i moderne virksomheder inden for især letindustri og service. Byens økonimiske vækst har medført en enorm byggeaktivitet. Turismen til Vietnam er stærkt stigende og af stor betydning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Irene Nørlund: Ho Chi Minh City i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92108