Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Filippinerne - geografi

Oprindelig forfatter JOHaa Seneste forfatter sthornval

Filippinerne. Kort.

Filippinerne. Kort.

Filippinerne består af flere end 7100 øer, heraf 860 beboede. Luzon og Mindanao er langt de største og udgør to tredjedele af det samlede areal. Mange af øerne har en meget uregelmæssig form, og den samlede kystlinje er 13.000 km. Mange kyster har koralrev, og havet mellem dem er typisk under 30 m dybt. Ud for Stillehavskysten ligger Filippinergraven med Galatheadybet (10.540 m), som er en af verdens allerdybeste dybhavsgrave.

Naturgeografi

Landet kan inddeles i tre regioner: Luzon med omkringliggende øer (bl.a. Mindoro og Marinduque), Mindanao (med Suluøerne) og Visayas, de mange øer mellem disse to regioner. Mod vest ligger Palawan og 1700 småøer, som strækker sig fra Mindoro til Borneo; administrativt hører de til Luzon, men kulturelt og historisk til Mindanao.

Vulkanen Mayon på Filippinerne 23.9.1984 under et udbrud, som varede næsten en måned. Pyroklastiske strømme og glødende askelaviner ruller ned ad vulkanens sydøstlige flanke. Eruptionsskyen af grå pimpstensaske nåede på sit højeste 15 km til vejrs, og vulkansk aske faldt ned i en afstand af op til 50 km vest for vulkanen. I alt producerede Mayon under dette udbrud 10 mio. m3 aske og en tilsvarende mængde lava. Der var ingen omkomne i forbindelse med dette vulkanudbrud, hvilket i høj grad må tilskrives, at mere end 74.000 mennesker omkring vulkanen blev evakueret på anbefaling af vulkanologerne ved det filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi.

Vulkanen Mayon på Filippinerne 23.9.1984 under et udbrud, som varede næsten en måned. Pyroklastiske strømme og glødende askelaviner ruller ned ad vulkanens sydøstlige flanke. Eruptionsskyen af grå pimpstensaske nåede på sit højeste 15 km til vejrs, og vulkansk aske faldt ned i en afstand af op til 50 km vest for vulkanen. I alt producerede Mayon under dette udbrud 10 mio. m3 aske og en tilsvarende mængde lava. Der var ingen omkomne i forbindelse med dette vulkanudbrud, hvilket i høj grad må tilskrives, at mere end 74.000 mennesker omkring vulkanen blev evakueret på anbefaling af vulkanologerne ved det filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi.

Terrænet er varieret og bjergrigt med nord-syd-gående bjergkæder, mellem 1200 m og 2400 m høje. Højest er Mount Apo (2954 m) på Mindanao og Mount Pilog (2934 m) på Luzon. Blandt de 15 aktive vulkaner blev Pinatubo (1759 m) kendt i 1991, da et udbrud spredte kolossale mængder af vulkansk aske, krævede næsten 600 menneskeliv, begrænsede dyrkningen af landets vigtigste landbrugsområde for en årrække og kunne registreres globalt som en lille sænkning af Jordens gennemsnitstemperatur det følgende år. Mount Mayon (2462 m) på det sydlige Luzon, berømt for sin regelmæssige kegleform, har siden 1615 haft talrige større udbrud, senest i 2009-10 og 2013.

Annonce

Både Mindanao og Luzon er serier af halvøer, kædet sammen af højsletter og striber af lavland. Ved foden af bjergene er landskabet ofte bakket; større flodsletter findes kun på de to største øer. Cagayandalen mellem de to bjergkæder Sierra Madre og Cordillera Central ligger på Luzon med Luzons Centrale Slette SV herfor. På Mindanao ligger Cotabatodalen med store områder af sumpskov samt Davao- og Agusandalene. Den største sø, Laguna de Bay, var en del af Manilabugten, indtil den blev afsnøret af en lavastrøm.

Klima

Klimaet er tropisk og præget af de omgivende have. På trods af landets store udstrækning er der ikke store forskelle i temperatur fra nord til syd; middeltemperaturen svinger omkring 25-26 °C året rundt, aftagende i bjergene. Nedbørsfordelingen udviser større forskelle, betinget af SV-monsunen om sommeren og NØ-monsunen om vinteren. Mod vest er der tørtid fra januar til maj, og regntid fra sidst i juni til november. Mod øst er der helårsregn med et maksimum fra november til marts. Manila får gnsntl. 2100 mm om året, NØ-Mindanao 3600 mm, mens Zamboanga på V-Mindanao og flere bjergomkransede dale kun får 1100 mm. Der er dog store variationer fra år til år, og i nedbørsfattige år reduceres både høstudbyttet og elproduktionen fra vandkraft. Især østsiden af Luzon og Visayas ligger i et tyfonbælte, og på Filippinerne registreres i gnsn. 21 tyfoner om året, jævnligt med ødelæggende kraft.

En stor del af Filippinerne er dækket af regnskov.

En stor del af Filippinerne er dækket af regnskov.

Vegetation

Den naturlige vegetation er regnskov og savanne. En stor del af lavlandsskovene er fældet, men en tredjedel af landet er fortsat skovdækket; regnskoven findes på det nordøstlige Luzon, på Samar og Negros, men især på Palawan og Mindanao. Nåleskov findes i de nordlige bjerge. Dyrelivet omfatter en del endemiske arter, bl.a. spøgelsesabe (Tarsius philipensis). Nationalfuglen abeørn (filippinsk ørn) er ligesom flere andre dyre- og plantearter stærkt truet.

Befolkning

Befolkningstætheden er varierende, men generelt meget høj, 308 indb. pr. km2. Befolkningsvæksten er aftagende, men fortsat ganske høj; i 2006 voksede befolkningen med 1,8%. Der er tradition for store familier, og den katolske kirkes stærke position bremser familieplanlægning. Den forventede levealder er voksende, og er i 2006 67 og 73 år for hhv. mænd og kvinder. Næsten halvdelen af befolkningen bor i byerne, og andelen er voksende. Det er især byområdet omkring hovedstaden, der tiltrækker indvandrere fra landdistrikterne. Metro Manila (egl. Metropolitan Manila) består af fire byer, som er vokset sammen: Manila, Quezon City, Pasay City og Caloocan City. Medregnes de to omliggende regioner, rummer dette område 1/3 af landets befolkning. Ud over den store land-by-vandring sker der også en vis nettomigration til udkantsområder i Palawan og Mindanao. Det har ændret den etniske sammensætning i disse områder, som før var domineret af muslimer og oprindelige stammefolk. Migranterne kommer især fra tætbefolkede dele af Luzon og Visayas, hvor presset på jorden er stort og beskæftigelsesmulighederne ringe. Permanente og midlertidige vandringer til udlandet finder sted i stor skala. De egl. emigranter er især højtuddannede, bl.a. læger, ingeniører og sygeplejersker, som drager til USA, Australien og Canada, og antallet er stigende. Herudover arbejder mere end 1 mio. filippinere som gæstearbejdere i Mellemøsten, Japan, Taiwan, Hongkong og Singapore. Det er som oftest bygningsarbejdere, hushjælpere og søfolk, mange ufaglærte og lavtlønnede. Deres pengeoverførsler til familierne i hjemlandet udgør en vægtig post på betalingsbalancen.

På Filippinerne findes et utal af smukke naturområder.

På Filippinerne findes et utal af smukke naturområder.

Erhverv

Landbrug beslaglægger fortsat 36% af arbejdskraften, men andelen er faldende, og beskæftigelsen øges i service og handel.

Landbrug

Landbrug bidrager sammen med skovbrug og fiskeri med 14% af BNP (2006). Filippinernes daglige basisfødevarer ris og majs er de helt dominerende afgrøder. Risen kommer især fra Cagayandalen og Luzons Centrale Slette; før Pinatubos udbrud i 1991 kom 1/3 af risproduktionen fra denne slette. Dyrkningen er arbejdsintensiv og finder især sted på småbrug. Øget brug af kunstgødskning og -vanding i den grønne revolution har fordoblet hektarudbytterne. Med adgang til vanding kan der dyrkes både to og tre afgrøder om året.

Filippinerne er verdens største producent af kokosprodukter, og både dyrkning, handel og forarbejdning er basis for et stort antal arbejdspladser. Under præsident Marcos var eksporten af kokosprodukter monopoliseret, og overskuddet blev bl.a. kanaliseret til udvikling af Metro Manila.

Sukker dyrkes især på store plantager omkring Bacolod på Negros. Sukker var tidligere en vigtig eksportafgrøde, og Bacolod den mest velstående by efter Manila. Det ændredes brat i 1980'erne med et fald i verdensmarkedspriserne. Også produktion af ananas og bananer foregår på store plantager, især på Mindanao. Branchen domineres af transnationale selskaber som Dole og Del Monte. Tobak og abaca (manilahamp) er mindre, men lokalt vigtige eksportafgrøder.

Husdyrholdet domineres af svin og høns, mens kødkvægopdræt er mindre udbredt, og mælkeproduktionen begrænset. Den filippinske bøffel, carabao, er vigtig som trækdyr.

Jorden er meget skævt fordelt i filippinsk landbrug; de største 0,2% af bedrifterne ejer 24% af arealet, mens 70% af bønderne ikke ejer den jord, de dyrker, men må svare høje forpagtningsafgifter. En jordreform er stærkt påkrævet, men den politiske vilje har hidtil manglet. Imens bliver småbrugene stadigt mindre. Det er ikke tilladt udlændinge at eje filippinsk jord, men transnationale selskaber har opnået ejerlignende vilkår.

Fiskeriet

Fiskeriet har stor betydning og bidrager med ca. 5% af BNP. Især rejer fra dam- og havbrug er en betydelig eksportvare til Japan, og fisk er en vigtig proteinkilde for store dele af befolkningen. Halvdelen af fiskefangsten kommer fra småbåde i kystnært fiskeri; disse fiskere er blandt de fattigste grupper af befolkningen. Store dele af højsøfiskeriet er på udenlandske hænder.

Skovarealet

Skovarealet mindskedes i 1980'erne med over 3% om året og var i 1990 78.000 km2. Ulovlig fældning fortsætter på trods af en restriktiv lovgivning, og den illegale træeksport skønnes at være fire gange så stor som den officielle.

Råstoffer

Filippinerne har mange mineralske råstoffer, men en del er uudnyttede, og deres omfang lidet kendt. Kobberproduktionen er vigtigst, men også guld, nikkel, chrom, sølv og jern udvindes. De svingende priser på verdensmarkedet for kobber har betydet vanskelige forhold for mineindustrien, der nu kun har marginal betydning i landets økonomi.

Energi

Forsyningen er i høj grad baseret på import, især af olie. Den hjemlige olieproduktion er lille, men stærkt stigende. Den foregår offshore i Det Sydkinesiske Hav ud for Palawan. Vigtige lokale energikilder er vandkraft, geotermisk energi og biogasanlæg, som udnytter spildproduktet bagasse fra sukkerfremstillingen. Elproduktionen kan ikke følge med forbruget, og strømafbrydelser og -rationering er almindeligt. På det korte sigt løses problemet ved at tillade udenlandske selskaber at etablere en række varmekraftværker.

Industrien

Industrien har overhalet landbruget som vigtigste sektor, både med hensyn til produktionsværdi og eksport. Vigtigst er de arbejdskraftintensive elektronik- og tekstilbrancher præget af udenlandsk kapital. En del virksomheder er placeret i frizoner med særligt gunstige vilkår for udenlandske investorer. Den tidligere amerikanske flådebase Subic Bay NV for Manila ombygges til en sådan. Også den kemiske industri er vigtig; den nyder godt af en mangelfuld håndhævelse af miljølovgivningen. De fleste filippinske virksomheder er små; en undtagelse er San Miguel-bryggeriet, som er landets største virksomhed og har en stor eksport. En tredjedel af industriproduktionen foregår i og omkring Metro Manila. Medregnes naboområderne Southern Tagalog og Central Luzon, er det mere end halvdelen.

Infrastruktur

Filippinerne. En stor del af bilparken udgøres af firehjulstrukne  jeepneys, der på grund af vejenes ringe standard hyppigt anvendes både i og uden for storbyerne, her i Tarlac 100 km nord for Manila; fotografi fra 2007.

Filippinerne. En stor del af bilparken udgøres af firehjulstrukne jeepneys, der på grund af vejenes ringe standard hyppigt anvendes både i og uden for storbyerne, her i Tarlac 100 km nord for Manila; fotografi fra 2007.

Søvejen er vigtig for transporten i det vidtstrakte ørige. Havnen i Manila er den vigtigste og står for størstedelen af importen, mens provinshavnene håndterer en større del af især landbrugseksporten. Jernbaner har kun mindre betydning; kun en enkelt strækning fra Manila til Legaspi har passagertrafik, mens småbaner fragter sukkerrør i sukkerdistrikterne. Metro Manila har en højbane til aflastning af byens overfyldte veje, og flere strækninger er under bygning. Vejnettet er ringe udbygget, og selv på en hovedstrækning som ruten fra Nordluzon til Davao i syd bruges vejen især til lokal transport. Området omkring Metro Manila er bedst udbygget, men utilstrækkeligt i forhold til den stærkt stigende trafik. Flytrafikken varetages af det nu privatiserede Philippine Airlines med et udbygget rutenet til alle større byer. I øvrigt varetages den offentlige transport af busser, et tæt net af færgeruter og den filippinske variant af minibussen, jeepney.

Læs mere om Filippinerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Ole Haagensen: Filippinerne - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75791