Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ayutthaya

Oprindelige forfattere MGrav og SIvar Seneste forfatter Redaktionen

Ayutthaya, Phra Nakhon Si Ayutthaya, by i Thailand 70 km nord for Bangkok; 54.900 indb. (2006). Byen er handelscentrum for det omliggende risavlsområde og ligger på en ø, hvor floderne Chao Phraya, Pa Sak og Lopburi løber sammen. Den er bedst kendt for sine mange tempel- og paladsruiner, og turisme er en vigtig indtægtskilde.

Ayutthaya var Thailands kongeby 1351-1767, opkaldt efter Ayodhya, der var kong Ramas by i det indiske epos Ramayana. Byen blev et nyt magtcentrum i regionen efter Khmerrigets Angkor, som thaifolket erobrede i 1431. Ayutthayas dominans nåede fra den gamle kongeby Sukhothai mod nord til Malaccahalvøen mod syd.

Byen blev en vigtig omladningshavn for handelen mellem Kina-Japan og Europa. I 1600-t. søgte de europæiske kolonimagter at opnå indflydelse i riget, som af europæerne blev kaldt Siam. En græsk sømand og eventyrer, Phaulkon, blev minister for udenrigshandel. Han forsøgte i ledtog med jesuitter og soldater, udsendt af den franske kong Ludvig 14., at tage magten, men blev halshugget i 1688, og franskmændene blev drevet ud. I 1767 blev Ayutthaya indtaget af en burmesisk hær, plyndret og afbrændt, hvorefter kongefamilien og en del af befolkningen blev ført til Burma.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Gravers, Søren Ivarsson: Ayutthaya i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42684