Clwyd, region og tidligere amt (county) i det nordøstlige Wales mellem det engelske lavland og højlandet i Nordvestwales; 2427 km2, 491.000 indb. (2007). Lavlandet omkring floderne Dee og Clwyd står i skarp kontrast til højsletterne i resten af amtet. I 1800-t. dannede store kul- og jernmalmforekomster sammen med skibsbygning basis for en lokal industri. I dag findes kemisk industri og syntetisk tekstilproduktion, især langs Dee fra kysten til byen Chirk i SØ. Området har haft status som udviklingsområde og har fået forskellige former for erhvervsstøtte. Her er fx bygget boliger specielt til pendlere og pensionister. Nordkysten mellem Colwynbugten og Prestatyn har store sandstrande, indendørs badelande og adskillige forlystelser og er et søgt turistområde med kilometervis af beboelsesvogne, mobile homes, til udlejning og talrige campingpladser. Området besøges især af gæster fra Merseyside (Liverpool).