Cambrian Mountains, bjergområde, der med en udstrækning på 200 km fra nord til syd dækker størstedelen af Wales. Området består overvejende af granit og sandsten, men er kendt for flere partier med grå skiferbjerge. I den nordlige, stejle del ligger Snowdon (1085 m), der er det højeste punkt i England og Wales. Den sydlige del består af sandstens- og skiferplateauer. Mange floder, bl.a. Severn, har deres udspring i Cambrian Mountains; området har givet navn til den geologiske periode Kambrium.