Bangor, by i det nordvestlige Wales; 18.800 indb. (2011). Byen ligger ud til Menaistrædet, og her blev verdens første hængebro, Menai Bridge, som var designet af Thomas Telford, bygget i 1826.

Omkring St. Deiniolklostret opstod i 500-t. et af den keltiske kristendoms kulturcentre. Den korsformede domkirke er fra 1300-t., men genopbygget flere gange efter angreb på byen; dens nuværende udseende skyldes en restaurering (1868-80) af Gilbert Scott. I 1884 åbnedes her University College of North Wales, senere Bangor University; ca. 10.000 af byens indbyggere er studerende ved universitetet.

Byen begyndte at vokse, da skiferproduktionen fra Wales, der bl.a. blev udskibet fra byens havn, Port Penrhyn, i 1700-1800-t. kom til at forsyne britiske huse med tagbelægning. Som et levn fra victoriansk tid er den store promenademole ud i Menaistrædet et bemærkelsesværdigt anlæg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig