Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tony Blair

Oprindelig forfatter JS Seneste forfatter Redaktionen

 Tony Blair; foto fra 2006.

Tony Blair; foto fra 2006.

Tony Blair, egl. Anthony Blair, f. 6.5.1953, britisk politiker og jurist; premierminister 1997-2007. Tony Blair er skotsk født og uddannet i Oxford. Efter valg til Underhuset for Labour i 1983 kom han hurtigt frem i første række. 1992 blev han partiets rets- og indenrigspolitiske ordfører, og ved John Smiths død i 1994 blev han valgt til ny partileder med ambitioner om at "modernisere" partiet og gøre det mere tiltrækkende for middelklassevælgere. 1997 blev Blair premierminister efter Labourpartiets store valgsejr og genvandt magten ved valget 2001. Partiet og medierne blev styret stramt, bl.a. ved udstrakt brug af spindoktorer. Blair drog politisk fordel af splittelsen i Conservative Party og af de pæne økonomiske resultater, det lykkedes at skabe. Både hjemme og ude præsenterede han sin politik som "den tredje vej": en kombination af global markedsorientering og en offentlig indsats for at styrke fællesskabet og den enkeltes uddannelsesmuligheder.

Udenrigspolitisk var Blair aktiv og synlig i debatten om EUs fremtid og optrådte som nær allieret med USA i dets "kamp mod terror" efter terrorangrebet i USA 11.9.2001. I marts 2003 valgte Blair at deltage i det amerikansk-ledede angreb på Irak, hvilket førte til stigende modstand mod ham, også på Labours venstrefløj. Det lykkedes ham dog at føre partiet til en ny sejr ved parlamentsvalget i maj 2005. Han blev hermed den første leder af Labour, der vandt tre valg i træk. I juli 2005 vandt Blair stor anerkendelse for den måde, hvorpå han håndterede terrorangrebet i Londons undergrundsbane. Hans stilling blev imidlertid svækket ved, at han i forbindelse med valget i 2005 havde ladet forstå, at han ville trække sig som premierminister til fordel for finansminister Gordon Brown inden næste valg.

En række politiske skandaler i foråret 2006 og et dårligt kommunalvalg for Labour den 1.5.2006 gjorde ham til en politisk belastning for partiet, og forstærkede kravene om, at han trak sig. Den 10.5.2007 satte Blair endelig dato på sin afgang, og den 27/6 blev han afløst af Gordon Brown som partileder og premierminister. Hans ubetingede støtte til den amerikanske præsident George W. Bush' Irakpolitik og mistanker om urent trav i forbindelse med rigmænds store lån til Labourpartiet gjorde ham på det sidste til en isoleret skikkelse i britisk politik.

Annonce

Tony Blairs eftermæle vil være negativt forbundet med Irakkrigen, men også positivt med erindringer om hans evner som politisk formidler og håndværker i sine første regeringsperioder. Han genrejste Labourpartiet, og hans regeringer leverede økonomiske og på nogle punkter også sociale fremskridt. Endelig vil han blive husket for en række forfatningsmæssige moderniseringer såsom indførelse af selvstyre i Skotland. Efter sin afgang som premierminister blev Blair udnævnt til mægler i Mellemøsten. Denne post trådte han tilbge fra i 2015 efter manglende resultater. Han har desuden opbygget et privat firma, der yder rådgivning til politiske ledere. Denne aktivitet er blevet kritiseret, fordi der blandt klienterne er adskillige autoritære statsledere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Sevaldsen: Tony Blair i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48044