Roy Jenkins var en britisk politiker, baron af Hillhead fra 1987. Jenkins blev efter studier i Oxford i bl.a. økonomi og politik valgt til Underhuset for Labour ved et suppleringsvalg i 1948. Som indenrigsminister 1965-67 i Harold Wilsons regering afskaffede han bl.a. teatercensuren og støttede legalisering af homoseksualitet og fri abort. 1967-70 var han finansminister og i 1974 atter indenrigsminister. Jenkins tabte i 1976 formandsvalget i Labour til James Callaghan og forlod Underhuset for 1977-81 at blive formand for EF-Kommissionen. I 1981 vendte han tilbage til britisk politik som medstifter af det midtsøgende proeuropæiske Social Democratic Party (SDP). I 1982 vandt han et suppleringsvalg i Glasgow for det nye SDP. Partiet fik pæne stemmetal ved valget i 1983, men få mandater, og Jenkins trådte tilbage som leder. Jenkins var med sit liberale frisind en frontfigur i opgøret med victorianske moralbegreber i 1960'erne og en af de mest indflydelsesrige britiske "proeuropæere" i 1970'erne. Han skrev adskillige bøger om britisk historie og udgav i 1991 erindringerne A Life at the Centre.