Liberal Democrats er et politisk parti i Storbritannien. Partiet viderefører på mange måder traditionerne fra Liberal Party. Det fik sit nuværende navn, efter at Liberal Party fra 1981 til 1988 havde samarbejdet med Social Democratic Party, et udbryderparti fra Labour Party. I 1988 vedtog et flertal af medlemmerne at sammenlægge de to til Social and Liberal Democrats, som fra 1989 blev til Liberal Democrats i almindelig daglig tale.

Liberal Democrats er positivt over for EU-samarbejdet. Det ønsker reformer af den britiske forfatning, blandt andet gennem indførelse af et proportionalvalgsystem, og vil beskytte miljøet og den personlige frihed.

Ved valgene mellem 1992 og 2001 fik partiet 17-18% af stemmerne, men få Underhusmedlemmer. I 2005 var der yderligere fremgang til 22% af stemmerne, men kun 62 af de, på det tidspunkt, 646 pladser i Underhuset.

Fra 2003 markerede Liberal Democrats sig som markante modstandere af den britiske deltagelse i Irakkrigen og som forsvarere af de borgerlige rettigheder i forbindelse med Labourregeringens antiterrorlovgivning.

Under ledelse af Nick Clegg oplevede Liberal Democrats en pludselig popularitet under valgkampen i 2010. Selve valgresultatet var imidlertid en skuffelse for partiet, men da intet parti vandt absolut flertal, indgik det i en regeringskoalition med Conservative Party, som var blevet det største efter valget. Det var Storbritanniens første koalitionsregering siden 1945.

Liberal Democrats stillede afholdelse af en folkeafstemning om ændringer af valgsystemet til parlamentet i Westminster som betingelse for at gå i regering med Conservative Party. Denne blev afholdt i maj 2011 men ændringsforslaget blev afvist af vælgerne med 68% imod; dog med en valgdeltagelse på blot 42%

Regeringssamarbejdet med Conservative Party sled hårdt på partiets vælgeropbakning; ikke mindst fordi partiet svigtede en række af dets centrale valgløfter. Ét af disse var en afvisning af en forøgelse af afgiften for at studere på de engelske universiteter, som regeringen derefter, med accept fra Liberal Democrats, gennemførte. Ved parlamentsvalget i 2015 blev partiet således nærmest udraderet og vandt kun otte pladser, hvilket var en tilbagegang på 47. Nick Clegg trådte derefter tilbage som leder.

Partiets nye leder, Tim Farron, førte en proeuropæisk linje omkring folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU i 2016 (se Brexit), men forventningen om, at EU-tilhængere i stort ville støtte partiet ved valget i juni 2017, kom ikke til opfyldelse. Partiet gik lidt tilbage i stemmetal, men takket være det britiske valgsystem gik antallet af parlamentsmedlemmer op til 12. Efter det skuffende resultat trak Farron sig som leder og blev kortvarigt afløst af veteranen Vince Cable og senere af Jo Swinson, men da hun mistede sin parlamentsplads ved valget i 2019 måtte partiet igen skifte leder, denne gang til Ed Davey, som i 2020 blev leder af partiet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig