Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Labour Party

Oprindelige forfattere NArS og ThoC Seneste forfatter Redaktionen

Gordon Brown, britisk premierminister 2007-10, under et møde i House of Commons 2007.

Gordon Brown, britisk premierminister 2007-10, under et møde i House of Commons 2007.

Labour Party, (eng. 'arbejderparti'), britisk politisk parti, dannet i 1900 som Labour Representation Committee af repræsentanter for fagbevægelsen, der frem til 1990'erne havde stor indflydelse i partiet, og forskellige socialistiske selskaber.

Partiet antog sit nuværende navn, da det ved valget i 1906 fik 29 kandidater indvalgt i Underhuset; et egentligt sammenhængende program fik partiet først i 1918. Heraf fremgik det, at partiet gik ind for samfundseje af produktionsmidler, men modsat de kontinentaleuropæiske arbejderpartier var indflydelsen fra marxismen fra første færd ringe. I stedet blev partiets målsætninger præget af Fabian Societys forestillinger om etisk socialisme og statsmagten som den neutrale instans, der skulle sikre gennemførelsen af det retfærdige samfund. Kristen socialisme spillede også fra begyndelsen en rolle inden for partiet.

Efter 1. Verdenskrig blev Labour Party det ene af to store partier i Storbritannien, men i hele mellemkrigstiden dominerede Conservative Party, og Labour kunne kun danne regering to gange: 1924 og 1929-31, begge gange under ledelse af Ramsay MacDonald. Under 2. Verdenskrig indgik Labour i Churchills nationale samlingsregering. I 1945 vandt partiet en overvældende valgsejr på programmet "Let Us Face the Future", der lovede store reformer.

Annonce

Under ledelse af Clement Attlee iværksatte Labourregeringen de følgende år et omfattende reformprogram med velfærdsreformer og nationaliseringer af nøgleindustrier. Målet var fuld beskæftigelse og social tryghed, og begge dele blev nået. Selvom det meste af partiet var skeptisk over for Sovjetunionen, splittede diskussioner om oprustning versus velfærd i stigende grad partiet, og i 1951 kunne De Konservative atter overtage regeringsmagten.

Først i 1964 kom Labour igen til magten, nu under ledelse af Harold Wilson. Wilsons løfter om økonomisk vækst og modernisering af det britiske samfund blev imidlertid ikke indfriet. Han tabte valget i 1970 til De Konservative, men da han fire år efter igen blev premierminister, stod Storbritannien over for en dyb økonomisk og i stigende grad også politisk krise, som hverken han eller hans efterfølger fra 1976, James Callaghan, magtede at løse.

I 1979 tabte Labour valget til Margaret Thatchers Conservative Party, og de følgende år var partiet præget af dyb splittelse mellem en moderat og en venstreorienteret fløj. Efter et nyt valgnederlag i 1987 sejrede den moderate linje, men det lykkedes ikke partiet under ledelse af Neil Kinnock at besejre De Konservative ved valget i 1992.

 Neil Kinnock ved en minearbejderstrejke i 1984.

Neil Kinnock ved en minearbejderstrejke i 1984.

Kinnock indledte reformer af partiets organisation og program, der er blevet videreført af hans efterfølgere, John Smith (1992-94) og Tony Blair fra 1994. Fagforeningernes indflydelse blev svækket; kravet om socialisering af produktionsmidler blev opgivet, og partiet accepterede på centrale områder markedsøkonomiske principper. På de fleste økonomiske områder lagde partiet sig tæt op ad Conservative Party. På det sociale område var der dog klare forskelle, idet Labour lagde vægt på social ansvarlighed frem for De Konservatives rendyrkede individualisme.

Med moderniseringen af partiet satsede ledelsen omkring Blair på at appellere til den store middelklasse, og ved parlamentsvalget i 1997 blev partiet præsenteret som New Labour Party. Det lykkedes i vidt omfang, og Labour vandt en stor valgsejr, hvorefter Blair dannede regering.

Efter valgsejren gennemførtes under Tony Blairs ledelse en række forfatningsmæssige reformer. De omfattede bl.a. indførelsen af regionalt selvstyre i Skotland og Wales, nye selvstyreinstitutioner i Nordirland med Langfredagsaftalen fra 1998 og en kraftig begrænsning i antallet af arveligt berettigede medlemmer i Overhuset.

På det økonomiske område videreførte man i vid udstrækning de tidligere konservative regeringers markedsorienterede politik, mens socialpolitikken satsede på at bringe folk i arbejde og at hæve indkomsterne hos lavtlønnede og børnefamilier. Ved parlamentsvalget 2001 opretholdt Labour det absolutte flertal i Underhuset, og Blair præsterede at vinde også ved valget i 2005 , om end med et beskåret mandattal. Dermed havde Labour for første gang i historien vundet tre valg i træk.

Blair havde imidlertid i de sidste år af sin anden periode og i 2005 mistet en del af sin autoritet i partiet. Partiets medlemstal faldt fra omkring 400.000 i 1997 til ca. 200.000 i 2005, og ved flere afstemninger i Underhuset om kontroversielle lovforslag, fx vedr. britisk deltagelse i Irakkrigen fra 2003, antiterrorlovgivning og udliciteringer af offentlige opgaver, stemte dele af Labours Underhusgruppe imod regeringen.

Især efter 2005-valget var mange desillusionerede med Tony Blair: Der var stigende utilfredshed med hans tætte forhold til den amerikanske regering, der af mange blev betragtet som følgagtigt. Desuden var der en skandale, hvor økonomiske bidragydere til partiet var blevet udnævnt medlemmer af Overhuset. Efter en lang, usikker periode, proklamerede Blair i maj 2007, at han ville træde tilbage måneden efter. Premierministerposten og ledelsen af partiet overgik til finansministeren Gordon Brown.

Indledningsvis var Brown populær, men han blev kritiseret for at han af taktiske grunde ikke havde udskrevet valg i efteråret 2007, og herefter savnede han legitimitet i store dele af befolkningen. Conservative Party havde desuden fået en mere dynamisk ledelse, og Labour begyndte at halte bagefter i meningsmålingerne.

Under finanskrisen stod Brown og Labour for en interventionistisk politik, som på mange måder stod i kontrast til den mere liberalistiske økonomiske politik, partiet hidtil havde ført under Blair. Brown blev en af de ledende internationele politikere under krisen, men hans popularitet blev ved med at falde. En skandale omkring parlamentsmedlemmers brug og misbrug af bilag rystede i foråret 2009 det britiske politiske system.

Alle de større partier var omfattet af skandalen, men den ramte Labour hårdest, da det havde regeringsmagten. I forbindelse med lokalvalg, valg til EU-Parlamentet og en regeringsomdannelse i juni 2009 kom det ydermere til uro i regeringen. Flere regeringsmedlemmer trådte tilbage, og nogle forlangte Browns tilbagetræden. Ifølge meningsmålingerne havde Labour da en historisk lav vælgertilslutning.

Under valgkampen op til parlamentsvalget i maj 2010 lykkedes det dog for Labour at genvinde noget af den tabte vælgeropbakning, men langt fra nok til at kunne fortsætte i regering. Efter et mislykket forsøg på at få et samarbejde i stand med Liberal Democrats måtte Gordon Brown træde tilbage som premierminister. Han trådte også tilbage som partileder, hvorefter partiet fik Harriet Harman som midlertidig leder, indtil partiet kunne vælge en ny. Det skete i september samme år, hvor Ed Miliband blev valgt til Labours nye leder.

Ved parlamentsvalget den 7.5.2015 led Labour overraskende et stort nederlag, der blev forstærket af, at partiet kun fik et enkelt mandat i Skotland, der hidtil havde været partiets højborg. Efter nederlaget valgte Ed Miliband at trække sig tilbage som leder.

Partiets medlemmer valgte i september 2015 den stærkt venstreorienterede Jeremy Corbyn som ny leder. Corbyn havde været i stand til at mobilisere partiets græsrødder, mens kun et mindretal i parlamentsgruppen støttede ham. Valget af ham var et stort nederlag til den midtsøgende New Labour-fraktion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Arne Sørensen, Thomas Christiansen: Labour Party i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113631