• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elizabeth 2.

Oprindelig forfatter MDju Seneste forfatter Redaktionen

Elizabeth 2. Dronning Elizabeth 2. krones i 1953. Her ses hun sammen med hertugen af Edinburgh, hendes mor Elizabeth (dronningemoderen/The Queen Mother 1900-2002) og prinsesse Margaret Rose (lillesøster 1930-2002).

Elizabeth 2. Dronning Elizabeth 2. krones i 1953. Her ses hun sammen med hertugen af Edinburgh, hendes mor Elizabeth (dronningemoderen/The Queen Mother 1900-2002) og prinsesse Margaret Rose (lillesøster 1930-2002).

Elizabeth 2., Elizabeth Alexandra Mary, f. 21.4.1926, dronning af Storbritannien fra 1952, ældste datter af George 6. og dronning Elizabeth.

Elizabeth blev som kronprinsesse i 1947 gift med løjtnant Philip Mountbatten, tidligere prins Philip af Grækenland og Danmark og efter giftermålet hertug af Edinburgh. Parret har fire børn, Charles, Anne, Andrew og Edward.

Elizabeth var kun 25 år gammel, da hun overtog tronen efter George 6.s død i 1952. Den formelle kroningsceremoni fandt sted den 2.6.1953. Dronningens reelle magt er beskeden, men symbolsk har hun stor betydning også som overhoved for Det Britiske Statssamfund, Commonwealth.

Annonce

Dronning Elizabeth har udført sine krævende ceremonielle og repræsentative pligter med ufravigelig korrekthed; hun har således stået som bolværk mod angreb på monarkiet i nogle turbulente år med skandaler og skilsmisser i den britiske kongefamilie.

Dronning Elizabeth 2. og Elizabeth, dronningemoderen, besigtiger de mange sympatitilkendegivelser fra befolkningen i anledningen af lady Dianas død.

Dronning Elizabeth 2. og Elizabeth, dronningemoderen, besigtiger de mange sympatitilkendegivelser fra befolkningen i anledningen af lady Dianas død.

Hendes holdning i forbindelse med prinsesse Dianas død og bisættelse i efteråret 1997 vakte dog stor uro i den britiske befolkning og belystes i 2006 i Stephen Frears' spillefilm The Queen, hvor hun blev portrætteret af Helen Mirren.

Dronningen råder over en meget stor formue og ejer en af de betydeligste private kunstsamlinger i verden.

Elizabeth har ved et par lejligheder besøgt Danmark, den 21.-23.5.1957 og den 16.-19.5.1979, men nøjes ellers som oftest med at sende sin ægtemand eller sønner som repræsentanter ved officielle begivenheder på dansk jord.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Malene Djursaa: Elizabeth 2. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69995