Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Conservative Party

Oprindelige forfattere JoyPe og JS Seneste forfatter Redaktionen

Conservative Party, britisk politisk parti. Conservative Party blev i 1830'erne det officielle navn på det parti, som afløste Torypartiet. Partiet organiseredes bl.a. som følge af Parlamentsreformen af 1832, som udvidede vælgerkorpset; partiapparatet og dets valgkredsorganisationer blev skabt i kølvandet på Parlamentsreformen i 1867. Conservative Party støttede fra begyndelsen opretholdelse af traditionelle institutioner, fx monarkiet, den engelske statskirke og godsejernes magtposition. Forskellige ideologiske tendenser (navnlig en paternalistisk tradition, inspireret af bl.a. Edmund Burke, og en liberal tradition, der kan føres tilbage til Adam Smith) har præget partiet igennem årene. En overvejende pragmatisk politik skaffede i løbet af 1800-t. voksende støtte blandt borgerlige vælgere og også fra et mindretal i arbejderklassen.

Robert Peel var Conservative Partys første premierminister 1834-35 og 1841-46. Da han i 1846 afskaffede korntolden for at undgå en alliance mellem den frihandelsvenlige middelstand og masserne, splittedes partiet. Peelitterne brød ud som en selvstændig gruppe, mens det protektionistisk indstillede flertal sluttede op om Edward Stanley Derby, premierminister 1852, 1858-59 og 1866-68. Derbys efterfølger, Benjamin Disraeli, premierminister i 1868 og 1874-80, profilerede partiet som et nationalt, proimperialistisk og socialt bevidst parti.

Fra 1886, da Liberal Party splittedes pga. uenighed om det irske hjemmestyre, samarbejdede Conservative Party med liberale unionister, og i 1912 blev partiet og unionisterne sluttet sammen. Conservative Party havde regeringsmagten under ledelse af lord Salisbury 1885-86, 1886-92 og 1895-1902 og fra 1902 under Arthur James Balfour indtil 1905, da frihandelsspørgsmålet igen delte det. Under 1. Verdenskrig deltog Conservative Party i en liberalt ledet samlingsregering. Bortset fra Labourregeringer i 1924 og 1929-31 samt den Labourledede samlingsregering 1931-35 dominerede Conservative Party perioden frem til 1940. De konservative regeringer i mellemkrigstiden var under ledelse af Bonar Law 1922-23, Stanley Baldwin 1923, 1924-29 og 1935-37 og Neville Chamberlain 1937-40. Efter at være blevet kritiseret for krigsforløbet i de første måneder af 2. Verdenskrig gik Chamberlain af, hvorefter Winston Churchill, som også havde været stærk modstander af Chamberlains appeasementpolitik, blev leder af en samlingsregering 1940-45.

Annonce

Valgnederlag i 1945 og pres fra socialt bevidste konservative politikere førte til partiets accept af velfærdsstaten og hovedparten af Labours nationaliseringsprogram 1945-51.

I 1950'erne og 1960'erne førte konservative regeringer under Churchill 1951-55, Anthony Eden 1955-57, Harold Macmillan 1957-63 og Alec Douglas-Home 1963-64 en interventionistisk økonomisk og social politik, ligesom de videreførte den igangværende afkoloniseringsproces.

Efter valgnederlag i 1964 begyndte en højredrejning af partiet. Under Edward Heath havde det igen regeringsmagten 1970-74, og hans regering gennemførte fra 1972 et kortvarigt eksperiment med en markedsorienteret økonomisk politik. Margaret Thatcher, som i 1979 blev Storbritanniens første kvindelige premierminister, stilede derimod mere konsekvent mod at mindske statens indblanding i økonomien, bl.a. gennem et storstilet privatiseringprogram, samt at begrænse velfærdsstaten. Margaret Thatchers nationalistiske holdninger kom til udtryk under Falklandskrigen i 1982, ligesom hun satte sig imod en videre politisk udvikling af EF (EU efter 1993). Spørgsmålet om udviklingen af det europæiske samarbejde skabte strid i partiet og bidrog til hendes afgang i 1990, hvorefter den mindre ideologisk betonede John Major overtog premierministerposten. Major anlagde en mindre konfrontatorisk stil, men videreførte en lignende økonomisk og social politik. Han stod i spidsen for partiets fjerde valgsejr i træk i 1992 og gennemtrumfede i 1993 en parlamentarisk ratificering af Maastrichttraktaten. Integrationsskeptiske medlemmer af underhusgruppen skabte dog fortsat uro om Europapolitikken, og partiet blev ramt af en række bestikkelsesskandaler.

Ved valget i 1997 svigtede hidtidige støtter i pressen, fx avisen The Sun, de konservative til fordel for Labours nye stjerne, Tony Blair, og Conservative Party led et massivt nederlag. Det vandt ingen valgkredse i Skotland eller Wales, og i England var resultaterne kun gode i forstæder og landdistrikter. Efter nederlaget trak Major sig, og William Hague overtog lederposten. I håb om at genoplive partiet indførtes reformer i dets magtstruktur; bl.a. fik alle partimedlemmer stemmeret ved valg af partileder. Partiet led dog endnu et stort valgnederlag i 2001. Hague gik af, og den forholdvis ukendte højrefløjspolitiker Iain Duncan Smith valgtes til leder. Heller ikke han viste sig at kunne samle og hævde partiet over for et Labour Party, som havde overtaget en del af de konservatives økonomiske og sociale politik. I oktober 2003 gik han af og afløstes af den tidligere indenrigsminister Michael Howard, som trådte til i november 2003. Han viste sig som en mere effektiv leder og parlamentariker end Smith og holdt sammen på partiet frem mod valget i maj 2005. Her vendte Conservative Party nedgangen til en lille fremgang, men Labour beholdt det absolutte flertal i Underhuset og dermed regeringsmagten. Howard trådte derfor tilbage, og i december 2005 valgte partiets medlemmer den unge og forholdsvis uerfarne David Cameron til ny leder. Cameron lovede fornyelse, gjorde sig godt i medierne og virkede, som om han ville trække partiet væk fra de yderliggående synspunkter i forholdet til EU og på lov og orden-området. I stedet skulle den konservative politik koncentrere sig om at udvikle valgfrihedsprincippet i den offentlige sektor, effektivisere velfærdsstaten og styrke miljøpolitikken. Den foryngede og mere midtersøgende kurs gav resultat ved parlamentsvalget i 2010. Her blev Conservative Party det største parti, men kunne ikke vinde absolut flertal på trods af kraftig medvind fra medierne. Labours Gordon Brown måtte dog træde tilbage som premierminister, og David Cameron overtog embedet som Storbritanniens yngste premierminister siden 1812. Conservative Party indgik i en koalitionsregering med Liberal Democrats.

Europapolitikken bragte imidlertid ny uro i Conservative Party. Partiet blev i meningsmålerne presset af det EU-kritiske Ukip, og mange i partiets højrefløj forlangte en langt mere EU-kritisk linje. Cameron lovede overraskende, at han, hvis han vandt valget i 2015, ville forhandle et nyt forhold mellem Storbritannien og EU på plads og derefter sætte Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU til folkeafstemning.

Ved valget den 7.5.2015 fik Conservative Party overraskende et spinkelt flertal, hvorefter Cameron kunne danne regering uden Liberal Democrats.

Cameron udskrev en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU, som fandt sted 2016 (se Brexit). Kampagnen op til afstemningen førte til alvorlige splittelser internt i Conservative Party, idet regeringsledelsen førte kampagne for, at Storbritannien skal forblive i EU, mens adskillige højtplacerede medlemmer af regeringen samt ca. halvdelen af partiets gruppe i Underhuset var fortalere for britisk udmeldelse. Afstemningsresultatet var et ja til britisk udmeldelse af EU, hvorefter Cameron trådte tilbage og blev afløst af den hidtidige indenrigsminister Theresa May.

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished