Anthony Crosland var en af efterkrigstidens førende politiske tænkere inden for den britiske arbejderbevægelse og i partiet Labour. Hans bog The Future of Socialism (1956) er et revisionistisk, moderat, socialdemokratisk skrift, der ved at vægte frihed og lighed også stillede sig kritisk over for nationaliseringer og offentligt bureaukrati.
Han gjorde i bogen op med den marxisme, som havde været en del af partiets grundlag i anden halvdel af 1800-tallet. Hans argument var, at Marx var utidssvarende for udviklingen af en moderne socialisme, og at marxismen ikke havde noget at byde på, når det drejede sig om praktisk politik, ligesom den heller ikke tilbød en brugbar analyse af efterkrigstidens samfundsudvikling.
Det var hans hovedsynspunkt at en moderne socialisme skulle fokusere på opnåelse af større lighed gennem progressiv beskatning og forbedrede velfærdsydelser for den brede befolkning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.