Faktaboks

Alex Salmond

Alexander Elliot Anderson Salmond

Født
31. december 1954, Linlithgow, Skotland

Alex Salmond er en skotsk politiker.

Han har spillet en fremtrædende rolle i Det Skotske Nationalparti (SNP) både i Det Skotske Parlament i Edinburgh og som parlamentsmedlem i Westminster valgt for samme parti. Begge steder har han arbejdet ihærdigt for skotsk uafhængighed fra resten af den britiske union. Det har han gjort som leder af SNP fra 1990 til 2000 og igen fra 2004 til 2014 samt som medlem af det skotske parlament 1999-2001 og igen fra 2007.

Folkeafstemningen om skotsk selvstændighed

Første skridt på vejen mod den mulige opnåelse af målet om selvstændighed kom ved valget til Det Skotske Parlament i 2007. Her blev SNP det største parti og kunne dermed danne en mindretalsregering med Salmond som førsteminister.

Fire år senere, ved valget i 2011, vandt SNP absolut flertal i det skotske parlament. Samme år fik Salmond på den baggrund gennemtrumfet en aftale med den britiske regering om en folkeafstemning om skotsk selvstændighed, der blev afholdt i september 2014.

Med en for britiske forhold usædvanligt høj valgdeltagelse på 84,6% blev resultatet et nej til selvstændighed med 55,42%. Imidlertid fik udsigten til et muligt flertal i de sidste uger op til afstemningen ledende britiske politikere til at love Skotland yderligere politiske rettigheder; det såkaldte devo-max (dvs. maximal devolution eller selvbestemmelse inden for rammerne af den britiske stat).

Salmond trækker sig

Oven på det skuffende afstemningsnederlag meddelte Salmond, at han trak sig fra sine poster som førsteminister og partileder. I november 2014 blev han efterfulgt af Nicola Sturgeon som leder af SNP og som førsteminister.

Salmond har været medlem af Underhuset i Det Britiske Parlament for SNP i to omgange; fra 1987-2010 og igen fra 2015-2017. I begge perioder var han gruppeformand for SNP i Underhuset.

I 2018 trak Salmond sig fra SNP efter beskyldninger om seksuelle krænkelser. Et år senere blev han frifundet og renset for alle anklager og modtog en stor erstatning fra den skotske regering. Han bebrejdede imidlertid Nicola Sturgeon for, hvad han anså for at være en fejlbehæftet behandling af beskyldningerne mod ham og forlod derfor SNP.

Alba Party

I 2020 stiftede han et nyt parti, Alba Party, for at fortsætte sin kamp for uafhængighed, men partiet fik ikke valgt kandidater i hverken valget til det skotske parlament i 2021 eller lokalvalg i Skotland samme år.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig