Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

British Expeditionary Force

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

British Expeditionary Force, BEF, britisk militærstyrke, oprettet i 1908 på initiativ af krigsminister Richard Haldane med henblik på at blive sat ind i områder uden for Storbritannien og dets kolonier. BEF var første gang i aktion ved 1. Verdenskrigs udbrud i Frankrig med store tab til følge. Som følge af truslen fra Tyskland i begyndelsen af 2. Verdenskrig blev en samlet styrke på ca. 250.000 mand under kommando af generalløjtnant John Gort i april 1940 sendt til Frankrig. Da tyskerne invaderede Belgien 10.5. 1940, rykkede BEF frem til positioner øst for Bruxelles, og styrken bidrog til at sinke den tyske fremrykning gennem Belgien. Med de tyske styrkers gennembrud i Frankrig og med Hollands og Belgiens kapitulation var BEF i stor fare for at blive afskåret, men ved den franske havneby Dunkerque lykkedes det i dagene 29.5-2.6.1940 at evakuere størstedelen af briterne samt yderligere ca. 120.000 franske og belgiske tropper. John Gorts ledelse af styrken blev stærkt kritiseret, men en række af hans korps- og divisionschefer formåede senere under 2. Verdenskrig at markere sig, heriblandt Alan Brooke, Harold Alexander og Bernhard Montgomery.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: British Expeditionary Force i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51077