appeasement

Appeasement, eftergivenhedspolitik, er en betegnelse for britisk og fransk politik over for Tyskland og Italien i slutningen af 1930'erne.

Kulminationen på den britiske appeasementpolitik over for Tyskland kom med Münchenaftalen 29. september 1938 mellem den britiske premierminister Neville Chamberlain og Adolf Hitler. Aftalen gav Hitler grønt ly til at annektere den del af Tjekkoslovakiet som siden afslutningen af 1. Verdenskrig var blevet betegnet som Sudeterlandet og som havde et stort tysk befolkningsflertal.

Begrebet appeasement er uløseligt forbundet med Neville Chamberlains regering fra 1937 til 1940 og har fået klare nedsættende konnotationer. Mange kritikere dengang, heriblandt Winston Churchill, og især i eftertiden anså appeasementpolitikken for at være både politisk og moralsk skadelig og forkert og som udtryk for en manglende vilje til at forstå Hitlertysklands sande intentioner i perioden. Chamberlains position i slutningen af 1930'erne var præget af det faktum, at Storbritannien stod svagt militært, var omgivet af aggressive stater og forsøgte at balancere hensynet til sit imperium overfor nødvendigheden af at gribe ind militært på det europæiske kontinent. Den position nød opbakning i store dele af hans Conservative Party som langt ind i 1940 var fortalere for en forhandlingsløsning med Hitler.

Opgøret med appeasementpolitikken i Storbritannien kom, da Winston Churchill overtog premierministerposten den 10. maj 1940. Hans berømte ”we shall never surrender” tale i Underhuset den 28. maj markerede afslutningen på appeasementpolitikken og på den phoney war, der havde fundet sted siden Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939. I de følgende uger løb de tyske tropper Belgien og Frankrig over ende og indesluttede det britiske ekspeditionskorps ved Dunkirk.