John Robert Clynes, 1869-1949, britisk fagforeningsleder og politiker. Clynes var medstifter af Labourpartiet og medlem af Underhuset 1906-31 og 1935-45. I perioden 1912-37 var han leder af National Union of General and Municipal Workers, en af Storbritanniens første og største fagforeninger for ufaglærte arbejdere. Clynes var Labours parlamentariske leder 1921-22 samt medlem af Labours regeringer 1924 og 1929-31, sidst som indenrigsminister.