Neville Chamberlain

Neville Chamberlain var en britisk politiker og premierminister.

Han var søn af Joseph Chamberlain og halvbror til Austen Chamberlain. Neville Chamberlain kom fra et fabrikant- og politikermiljø i den driftige by Birmingham. Modsat halvbroderen fik han ikke en universitetsuddannelse, men blev forretningsmand og gik i 1897 ind i lokalpolitik.

Han blev borgmester i Birmingham i 1915, og 1916-1917 ledede han Lloyd George-regeringens forsøg på at sikre krigsindustrien arbejdskraft. Det blev ingen succes, og fra da af havde Chamberlain et slet forhold til Lloyd George. Han blev i december 1918 valgt som konservativ til Underhuset, som han forblev medlem af til sin død.

Neville Chamberlain beklædte en række ministerposter i konservative regeringer, 1923-1924 og 1931-1937 var han finansminister, 1924-29 og 1931 sundhedsminister og maj 1937 til maj 1940 premierminister. I maj-september 1940 var han Lord President i Winston Churchills regering, men trådte tilbage pga. sygdom og døde november samme år.

Chamberlain var en om ikke afholdt, så dog højt respekteret og kompetent minister, kendt som en flittig og effektiv administrator og en klar og velforberedt taler. Han øgede boligbyggeriet og fik vedtaget sociale love, der foregreb velfærdsstaten. Ligesom sin far gik han ind for handelsprotektionisme, og han stod i 1932 bag indførelsen af systemet med imperiepræference.

År før han blev premierminister, prægede han også forsvars- og udenrigspolitikken. Som premierminister kunne han dog mere uhæmmet forfølge sine udenrigspolitiske mål, som var at sikre Storbritanniens status som stormagt ved en aftalt, rationel ordning med Adolf Hitlers Tyskland. Det blev Chamberlains ulykke, at hans politik, hvis klimaks var Münchenaftalen september 1938, hvilede på en fuldstændig fejlvurdering af Hitlers karakter og virkelige hensigter.

Chamberlain mente, at Hitler var moderat, eller at han i det mindste lod sig dæmpe af Benito Mussolini, og at hans territoriale mål i Europa var begrænsede. Chamberlain ville aldrig give Hitler frie hænder mod øst, og han fordrede til stadighed, at ændringer i grænser skulle ske fredeligt, efter aftale og ledsages af nedrustning.

Efter München kom Chamberlain, der mere og mere selv havde overtaget udenrigspolitikken, i mindretal i regeringen. Især hans udenrigsminister, Lord Edward Halifax, blev i voksende grad kritisk over for den fortsatte eftergivenhedspolitik, appeasement. Efter den tyske besættelse af Prag den 15. marts 1939 måtte Chamberlain, nok nødtvungent, lytte stadig mere til sine kritikere, bl.a. Lloyd George og Winston Churchill, der ønskede en stor alliance for at bremse Hitler. Den kunne dog ikke etableres, og da Chamberlain var yderst skeptisk over for Sovjetunionen, var han tilfreds med kun at skulle garantere Polens uafhængighed.

Chamberlains politik led endeligt nederlag i september 1939, da han den 3. september måtte erklære Tyskland krig efter angrebet på Polen. Den rolige krigsvinter 1939-1940 fik den 4. april 1940 Chamberlain til i Underhuset overmodigt at udtale at "Hitler had missed the bus!".

Efter det fejlslagne britisk-franske forsøg på at komme Norge til undsætning i foråret 1940, fik han en mistillidserklæring i Underhuset af partifællen Leo Ameryi form af Cromwell-citatet: "You have sat too long here for any good you have been doing. Depart, I say, and let us have done with you. In the name of God, go!".

Den 9. maj 1940 blev Neville Chamberlain tvunget til at gå af som premierminister og blev efterfulgt af Churchill.