David Lloyd George

David Lloyd George var en britisk politiker, premierminister 1916-1922.

Lloyd George voksede op i Wales, hvorfra han medbragte sin interesse for små nationers rettigheder og en politisk radikalisme, som rettede sig mod godsejeraristokratiet på landet snarere end mod den finansielle og industrielle overklasse i byerne.

Lloyd George var uddannet jurist og blev i 1890 liberalt medlem af Underhuset for Caernavon, som han repræsenterede i Parlamentet til sin død. Han slog sit navn fast, da han som liberal pro-boer protesterede mod den britiske krigsførelse i Boerkrigen 1899-1902.

Ved de liberales regeringsdannelse i 1905 blev han handelsminister og var herefter regeringsmedlem uafbrudt indtil 1922: finansminister 1908-1915, rustningsminister 1915, krigsminister 1916. I det år stillede Lloyd George sig i spidsen for den fløj af Liberal Party, der ønskede en mere energisk krigsførelse i 1. Verdenskrig. Partiets leder, H.H. Asquith, trak sig tilbage, og Lloyd George blev premierminister i den liberal-konservative koalitionsregering, som styrede Storbritannien i de sidste år af 1. Verdenskrig og i de første overgangsår efter freden i 1919. Han gik af, da de konservative i Conservative Party i 1922 opsagde samarbejdet.

Først i 1926 forenedes de liberale fløje atter under Lloyd Georges ledelse. Hans politik til bekæmpelse af den økonomiske krise i de følgende år var nyskabende og inspireret af økonomen John Maynard Keynes' teorier; men De Liberale blev aldrig stærke nok til igen at danne regering.

Lloyd George befandt sig i lange perioder i centrum af britisk politik. Han var en hovedkraft i gennemførelsen af de liberale velfærdsreformer med aldersrente og syge- og arbejdsløshedsforsikring i årene før 1914 og i beskæringen af Overhusets magt i 1911. Under 1. Verdenskrig var hans kompromisløse stræben efter sejr medvirkende til at holde den britiske krigsmaskine på sporet, og han var en smidig forsvarer af britiske interesser i Versailles i 1919. I 1921 fik han en fredsordning i stand med de irske nationalister, der udskilte de seks nordlige grevskaber fra en irsk republik med selvstyre.

Straks Lloyd George gjorde sin entré i britisk politik som walisisk og radikal outsider, var han en omstridt personlighed. Nogle hæftede sig ved hans personlige karisma, energi og politiske fingerspidsfornemmelse, mens andre anså ham for en principløs og upålidelig politisk manipulator. Sin egen version af historien fremlagde han i War Memoirs (1933-1936) og The Truth about the Peace Treaties (1938). Loyd George blev i 1945 adlet som jarl af Dwyfor.