Faktaboks

Edward 8.
Født
23. juni 1894
Død
28. maj 1972

Edward 8. med sin udkårne, mrs. Simpson, på en ferie i Jugoslavien i 1936.

.

Edward 8., 23.6.1894-28.5.1972, konge af Storbritannien og Nordirland og kejser af Indien 1936, ældste søn af George 5. og Mary. Som prins af Wales fra 1911 vandt Edward ved sit ligefremme væsen, sin naturlige charme og sit sociale engagement stor popularitet og fik tilnavnet "Prince Charming". Kort efter tronbestigelsen i januar 1936 skabte han imidlertid furore ved sit krav om ægteskab med den to gange fraskilte amerikanske Wallis Simpson. Regeringen Baldwin og den anglikanske kirke ville ikke acceptere et morganatisk ægteskab og satte sig derfor kraftigt imod. Edward erklærede derefter, at han ville abdicere, og i december 1936 overtog hans yngre bror George 6. tronen.

Edward fik titlen hertug af Windsor og bosatte sig i Frankrig. Her blev han i 1937 gift med mrs. Simpson, og parret levede i Frankrig bortset fra 1940-45, da Edward var guvernør på Bahamas. Bitterhed over den behandling, han og hans hustru var udsat for, kan muligvis have været medvirkende til, at han før 2. Verdenskrig udtalte sig positivt om Hitlers Tyskland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig