Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kornlove

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

kornlove, corn laws, britiske love, der regulerede eksport og navnlig import af korn. Kornlove kendes fra middelalderen, men de fik først politisk betydning i 1700- og 1800-t. Særlig omstridte var de forbud mod kornimport i tilfælde af prisfald under en vis grænse, der blev indført i 1815. De blev indført for at beskytte britisk landbrug, men skabte problemer for de korneksporterende lande, herunder Danmark, og medførte indre social uro i Storbritannien. Fra 1838 bekæmpede Anti-Corn-Law League under ledelse af J. Bright og R. Cobden indædt kornlovene. De mobiliserede de industridrivende og dele af arbejderklassen mod de prisfordyrende love, og efter lempelser i begyndelsen af 1840'erne blev lovene endeligt ophævet i 1846.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: kornlove i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110182