James Ramsay Dalhousie, 1812-1860, jarl og fra 1849 markis af Dalhousie, britisk konservativ politiker; generalguvernør i Indien 1848-56. Dalhousie var som handelsminister med til at ophæve korntolden i 1846. Året efter blev han udnævnt til generalguvernør i Indien, hvortil han ankom i 1848. Under hans ledelse blev Indien centraliseret og udvidet gennem erobringer af Punjab (1849), dele af Burma (1852) og Oudh (1856); infrastrukturen moderniseredes ved anlæggelse af jernbaner og veje, oprettelse af post- og telegrafvæsen og åbning af den store Gangeskanal. Endv. indførtes en række sociale reformer, ligesom hinduer fik adgang til administrationen, og et lovgivende råd blev oprettet i Calcutta. Dalhousies kolonipolitik stødte på indisk modvilje og var en væsentlig årsag til Sepoyoprøret året efter hans afgang.