Henry John Temple Palmerston

Palmerston blev medlem af Underhuset i 1807 og var krigsminister 1809-1828. Han var oprindelig tory, men skiftede omkring 1830 til whig. I perioden 1830-1841 var han udenrigsminister. Under premierminister Robert Peel var Palmerston leder af oppositionen, og 1846-1851 var han på ny udenrigsminister. Han måtte gå af, da han havde anerkendt Napoleon 3.s statskup uden at informere dronning Victoria. I 1853 blev han indenrigsminister i lord Aberdeens regering. I perioden 1855-1858 og igen fra 1859 til sin død var han premierminister.

Det var på det udenrigspolitiske område, Palmerston afgørende prægede britisk og europæisk politik. Han formede en aktiv britisk udenrigspolitisk kurs, hvor han engagerede sig i tidens opgør mellem reaktion og reformer. Han sikrede Belgiens frigørelse i 1830 og støttede de konstitutionelle bevægelser i Middelhavslandene og Osmannerriget (Tyrkiet) mod fransk og russisk ekspansion. I 1848 var han en støtte for Danmark og Sardinien, og hans opbakning bag de liberale og nationale bevægelser isolerede en tid Storbritannien, da reaktionen satte ind. Som premierminister førte han Krimkrigen, nedkæmpede det indiske oprør og støttede Italiens nationale samling. Han stillede sig køligt over for Napoleon 3.s hævdelse af Frankrigs stilling, styrkede den britiske sømilitære magt, søgte i 1864 at samle diplomatisk støtte til Danmark og var neutral i Den Amerikanske Borgerkrig, men med sympati for Sydstaterne.

Palmerston opnåede med årene stor popularitet. Valget i 1853 blev en bred tillidserklæring til hans person og politik. Mere end nogen anden personificerede han Storbritanniens ledende rolle i europæisk politik med støtte til de konstitutionelle og nationale kræfter i det omfang, det tjente den europæiske politiske balance, som blev afstemt med Storbritanniens vitale interesser.

• Storbritannien (Historie – Perioden 1783-1880)
• Storbritannien