Albert, Franz Albrecht August Karl Emanuel, 26.8.1819-14.12.1861, tysk prins af Sachsen-Coburg-Gotha, 1840 gift med dronning Victoria af Storbritannien. Ægteskabet var tilsyneladende lykkeligt, men Albert havde som tysker vanskeligt ved at blive accepteret af briterne. Han øvede en stor indsats for kunstindustriens fremme og var meget virksom ved gennemførelsen af verdensudstillingen i London 1851. Albert påvirkede dronningen med protyske sympatier i den dansk-tyske konflikt, se de slesvigske krige.