William Cobbett, 1763-1835, britisk journalist og politiker. Cobbett voksede op på landet og havde et idealiseret syn på den harmoni og gensidige respekt, der herskede mellem samfundsklasserne. Under ophold i USA 1792-1800 hudflettede han under pseudonymet Peter Porcupine ('Peter Pindsvin') det amerikanske demokrati. Efter sin tilbagekomst til England så han industri, pengemagt og politisk korruption vinde frem og begyndte at angribe regeringen, først og fremmest i ugebladet Political Register (1802-35), som fik et oplag på 50.000. I hovedværket Rural Rides (1830) skildres et forarmet Sydengland med en blanding af kyndig, medfølende reportage og bidende politiske kommentarer. Cobbetts usystematiske konservative radikalisme gav ham kun få allierede, således også i Underhuset, hvor han blev indvalgt i 1832. Han kæmpede livet igennem for politiske og økonomiske reformer, og hans prosa har fået klassikerstatus.