Robert 1. the Bruce, 1274-1329, konge af Skotland fra 1306. Robert the Bruces magtstilling blev konsolideret ved en overvældende sejr over Edvard 2. i 1314. Umiddelbart efter besluttede Bruce, at alle godsbesiddere, som havde støttet englænderne, skulle fratages retten til deres jorder, hvilket bidrog til at sikre det skotske kongedømmes uafhængighed i de efterfølgende generationer.