Efter flere forgæves forsøg fra den britiske regerings side på at opnå tilslutning fra de nu indbyrdes splittede unionister til en varig politisk løsning på konflikten, som havde kostet talrige menneskeliv og forhindret økonomisk udvikling, lykkedes det i 1998 at skabe en fredsaftale, den såkaldte Langfredagsaftale (officielt kaldet Belfastaftalen). Aftalen blev støttet af regeringerne i London og Dublin foruden flertallet af de nordirske partier, deriblandt IRA's politiske gren, Sinn Féin, og det dengang største unionistiske parti, Ulster Unionist Party (UUP).
Aftalen blev indgået langfredag den 10. april 1998. Den blev derefter vedtaget ved folkeafstemning i både Irland og Nordirland. Aftalen erstattede det britiske parlaments Lov om Irlands regering fra 1920, og den afskaffede Irlands forfatningsmæssige krav på hele øen. Den fastholdt, at Nordirland vil forblive inden for Det Forenede Kongerige, så længe et flertal af befolkningen ønsker det.
Aftalen genoprettede nordirsk selvstyre på grundlag af politisk magtdeling og foranstaltninger, der beskyttede mindretallet ved f.eks. at inkorporere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950. Endelig etablerede den et fællesirsk ministerråd, institutioner til samarbejde mellem de to irske stater samt et britisk-irsk råd til fremme af en fredelig udvikling på De Britiske Øer.
Fredsaftalen foreskrev dannelsen af en provinsforsamling med 108 medlemmer. Ved valget den 25. juni 1998 blev det protestantiske unionistparti, UUP, det største parti med 28 mandater, og dets leder, David Trimble, blev Nordirlands førsteminister. John Hume, formanden for det dengang største nationalistiske parti SDLP (Social Democratic Labour Party), blev stedfortrædende førsteminister.
På grund af gensidig mistro og uenighed om aflevering af våben trådte provinsregeringen først sammen den 29. november 1999, hvorefter selvstyret blev en realitet. Allerede efter ti uger ophævede regeringen i London midlertidigt selvstyreaftalen i protest mod IRA's udskydelse af våbenafleveringen, og i den følgende periode var den gentagne gange i fare for at gå til grunde.
IRA's våbenaflevering forblev et stridsemne, indtil IRA i oktober 2001 indgik en endelig aftale med uafhængige våbeninspektører. Imidlertid blev processen trukket ud efter den britiske regerings suspension af det nordirske selvstyre i 2002, og det var først i slutningen af september 2005, at en bevidnet destruktion af IRA's våbenlagre fandt sted. Den direkte foranledning var en officiel erklæring fra IRA's ledelse den 28. juli 2005 om indstillingen af den væbnede kamp for irsk genforening.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.