Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordirland (Historie)

Oprindelig forfatter Boess Seneste forfatter Redaktionen

Nordirland blev grundlagt i 1920 ved Loven om Irlands regering, efter at Ulsters fortrinsvis protestantiske unionister, der udgjorde et flertal på 2/3 af befolkningen i området, havde modsat sig de katolske nationalisters bestræbelser på at opnå hjemmestyre og siden, dvs. efter Påskeoprøret i 1916, en uafhængig irsk stat. Det nordirske parlament blev indtil 1925 boykottet af det katolske mindretal, hvis muligheder for politisk indflydelse blev yderligere begrænset, da den unionistiske regering i 1929 afskaffede forholdstalsvalg og indførte flertalsvalg i enkeltmandskredse efter britisk mønster. I det nordirske samfund, hvor konfession, national identitet og politisk tilhørsforhold var nært knyttet sammen, bevirkede valgsystemet, at staten udviklede sig til en etpartistat, hvor det unionistiske parti uhindret kunne skabe "en protestantisk stat for et protestantisk folk", som statens første premierminister, James Craig, udtrykte det. Denne politik, som blev underbygget ved manipulering af grænserne mellem valgdistrikterne for også at sikre unionistisk flertal på det lokale niveau, fik alvorlige sociale følger for det katolske mindretal, som ikke blot blev diskrimineret inden for uddannelse og boliganvisning, men også beskæftigelsesmæssigt. Efter udbruddet af den økonomiske verdenskrise i 1930'erne blev de traditionelle nordirske industrier, tekstil- og skibsværftsindustrien, hårdt ramt, og den tidligt industrialiserede og hidtil velstående irske provins blev reduceret til et økonomisk marginalområde med en væsentlig lavere levestandard end i andre dele af Storbritannien. Krisen var særlig hård for katolske arbejdere, som i de foregående årtier var blevet udstødt af den stadig mindre arbejdskraftkrævende landbrugsøkonomi og havde fundet arbejde i industrien, men nu blev presset ud af arbejdsmarkedet, bl.a. som følge af Orangeordenens indflydelse blandt arbejdsgiverne.

Allerede i tiden omkring statens oprettelse havde Nordirland været præget af politisk-sekteriske uroligheder, der var iværksat af militante grupper som den loyalistiske Ulsters Frivillige Styrke (UVF) og de nationalistiske Frivillige, der identificerede sig med den fortrinsvis sydirsk-baserede guerillahær, IRA. Til bekæmpelse af uroen indsatte regeringen fra 1922 det reorganiserede Ulsters Kongelige Politikorps (Royal Ulster Constabulary, RUC) og den såkaldte B-reserve (Ulster Special Constabulary eller B-Specials), der imidlertid blev mødt med stor mistillid af det katolske mindretal. Den sociale utilfredshed førte dog ikke til nogen bred opslutning bag det nu forbudte IRA's militante forsøg på at bekæmpe delingen af øen Irland. Efter 2. Verdenskrig havde det nordirske samfund opnået en tilstand af skrøbelig stabilitet, understøttet af opbygningen af den britiske velfærdsstat. Da premierminister Terence O'Neill i midten af 1960'erne kun vandt begrænset tilslutning inden for egne rækker for reformforslag til gavn for mindretallet, organiserede katolske aktivister sig i 1968 efter amerikansk forbillede inden for Den Nordirske Borgerrettighedsorganisation (Northern Ireland Civil Rights Association, NICRA). Den oprindelig fredelige kampagne blev mødt med vold fra det protestantiske flertals side, og de herefter optrappede "uroligheder" tvang i 1969 den britiske regering til at indsætte fredsbevarende tropper og i 1972 suspendere den nordirske forfatning og i stedet indføre direkte styre fra London. Med tiden blev den britiske hærs tilstedeværelse en torn i øjet på mindretallet og en anledning til stigende paramilitær vold, udført af det nyorganiserede IRA, der også begik terror i England, og en række loyalistiske terrorgrupper.

Efter flere forgæves forsøg fra den britiske regerings side på at opnå tilslutning fra de nu indbyrdes splittede unionister til en varig politisk løsning på konflikten, som havde kostet talrige menneskeliv og forhindret økonomisk udvikling, lykkedes det i 1998 at skabe en fredsaftale. Den blev støttet af regeringerne i London og Dublin foruden flertallet af de nordirske partier, deriblandt IRA's politiske gren, Sinn Féin, og det største unionistiske parti, UUP. Aftalen, som blev vedtaget ved folkeafstemning i både Republikken og Nordirland, erstattede Loven om Irlands regering og afskaffede samtidig Republikkens forfatningsmæssige krav på hele øen. Den fastholdt, at Nordirland vil forblive inden for Det Forenede Kongerige, så længe et flertal af befolkningen ønsker det. Aftalen genoprettede også nordirsk hjemmestyre på grundlag af foranstaltninger, der beskytter mindretallet. Endelig etablerede den et fællesirsk ministerråd, institutioner til samarbejde mellem de to irske stater samt et britisk-irsk råd til fremme af en fredelig udvikling på De Britiske Øer.

Annonce

Fredsaftalen om genindførelse af lokalt selvstyre, der blev indgået 10.4.1998 (se Langfredagsaftalen), foreskrev dannelsen af en provinsforsamling med 108 medlemmer. Ved valget 25.6.1998 blev det protestantiske unionistparti, UUP, det største parti med 28 mandater, og dets leder, David Trimble, blev Nordirlands førsteminister. Pga. gensidig mistro og uenighed om aflevering af våben trådte provinsregeringen først sammen 29.11.1999, hvorefter selvstyret blev en realitet. Allerede efter ti uger ophævede regeringen i London midlertidigt selvstyreaftalen i protest mod IRA's udskydelse af våbenafleveringen, og i den følgende periode var den gentagne gange i fare for at gå til grunde. IRA's våbenaflevering forblev et stridsemne, indtil IRA i oktober 2001 indgik en endelig aftale med uafhængige våbeninspektører. Imidlertid blev processen trukket ud efter den britiske regerings suspension af det nordirske selvstyre i 2002, og det var først i slutningen af september 2005, at en bevidnet destruktion af IRA's våbenlagre fandt sted. Den direkte foranledning var en officiel erklæring fra IRA's ledelse 28.7.2005 om indstillingen af den væbnede kamp for irsk genforening. Indtil videre har dette dog ikke ført til en genindførelse af hjemmestyret. Det skyldes bl.a., at parlamentsvalget i 2005 gav sejr til de to politiske fløje, Sinn Féin og det mere kompromisløse unionistparti DUP, som krævede en revision af Langfredagsaftalen og kviede sig ved at skulle sidde i regering med Sinn Féin, som var blevet det største nationalistiske parti i Nordirland. Året efter lykkedes det dog for den britiske og irske regering at overtale alle de nordirske partier til at mødes den 11.-13.10.2006 i St. Andrews i Skotland for at bane vejen for hjemmestyrets genoprettelse. Resultatet var den såkaldte St. Andrews-aftale. Heri forpligtede Sinn Féin sig til fuldt ud at anerkende den nye politistyrke i Nordirland, PSNI (Police Service of Northern Ireland), ved bl.a. at lade sig repræsentere i PSNI's politiske styrelse. Ian Paisleys DUP forpligtede sig på sin side til at dele regeringsmagten med Sinn Féin. Efter nyvalg til det nordirske parlament den 7.3.2007 blev Ian Paisley og Sinn Féins næstformand Martin McGuinness (1950-2017) valgt til henholdsvis førsteminister og anden førsteminister. I overensstemmelse med aftalen er den britiske regering siden begyndt at trække sikkerhedsstyrker ud af Nordirland. Selv om åben vold mellem katolikker og protestanter i dag er stærkt begrænset i forhold til tidligere, hersker der stadig store spændinger mellem de to befolkningsgrupper, som geografisk og socialt stort set lever adskilt fra hinanden.

For den tidligere historie, se Irland (historie) og Plantation System.

Læs mere om Nordirland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Böss: Nordirland (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132619