Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordirland (Erhverv)

Oprindelige forfattere PSkri og VPlum Seneste forfatter Redaktionen

Det milde tempererede kystklima med nedbørsmængder fra 1500 mm pr. år mod vest til 900 mm ved Belfast giver sammen med en mager og terrænmæssigt lidt besværlig jord store græsgange til malke- og kødkvæg (i alt 400.000 kreaturer, heraf halvdelen malkekvæg) samt får (ca. 1 mio.). 93% af landbrugsjorden benyttes til græsning, mens de resterende områder er opdyrket med fortrinsvis byg og kartofler. Kartoffelproduktionen er dog halveret 1990-2005. 900.000 svin aftager en del af bygproduktionen. 6% af arbejdsstyrken er beskæftiget ved landbrug og fiskeri, men hele den sektor, der er knyttet til landbruget i industri og service står for 33% af alle job og 25% af BNP.

Industrien har været bundet tæt til tekstil og beklædning, som fra 1800-t. blev en stor industriel sektor med hør og senere importeret bomuld som råmateriale. 1960-80 måtte tekstil- og beklædningsproduktionen indskrænke voldsomt trods udenlandske investeringer i kunstfiberproduktion og statslige tilskud. Høje energipriser lukkede flere kunstfiberfabrikker i 1980'erne. Tekstil- og beklædningsindustriens er dog endnu betydningsfuld, dels inden for den oprindelige hørproduktionsbearbejdning, dels fordi Nordirland er et af Nordeuropas lavlønsområder. Fødevareindustrien er den næststørste gruppe med forarbejdning dels af egne landbrugsvarer, dels af importerede varer, bl.a. tobak. Andre betydende produktioner er fremstilling af komponenter til fly- og bilindustri. Nye firmaer er forsøgt tiltrukket med meget store offentlige tilskud, op til 50% af etableringsomkostningerne. Servicesektoren er vokset, men mange funktioner inden for rådgivnings- og finansområdet er dækket fra Storbritannien. Nordirlands økonomi er generelt meget nært knyttet til det øvrige Storbritannien, som tegner sig for over 80% af den samlede eksport og 60% af industrieksporten. Eksporten af industrivarer til Irland udgør kun 12%. Importen af industrivarer er også mest fra det øvrige Storbritannien.

Læs mere om Nordirland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Skriver, Viggo Plum: Nordirland (Erhverv) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132616