Belfast

Belfast voksede op omkring en normannisk borg, som blev ødelagt i 1315, men fik flere efterfølgere. Fra 1700-t. blev byen center for en hastigt ekspanderende produktion af hørlinned og senere af bomuld. Endnu i 1840'erne var den en velindrettet og forholdsvis sund havne- og industriby, men indbyggertallet steg mellem 1841 og 1911 fra 70.000 til 350.000 (fra 3% til 22% af Ulsters befolkning), og de nye slumkvarterer bidrog til en rekordhøj dødelighed.

Politisk og religiøst var byen længe relativt liberal, men efter 1850 opstod der ofte uroligheder mellem protestanter og katolikker samt sociale konflikter som havnestrejken 1907. Det største af skibsværfterne, Harland & Wolff, blev kendt for sine oceandampere, bl.a. Titanic. Krigskonjunkturer vekslede med økonomisk krise, og fra ca. 1960 måtte flere værfter lukke trods omfattende statsstøtte.

Diskriminering mht. job, bolig og uddannelse skabte katolsk modstand mod bystyrets protestantiske flertal. Borgerkrigen prægede i 1970'erne bybilledet med soldater, sikkerhedsvagter, razziaer, afspærringer og bombeeksplosioner. Med katolikker koncentreret i vest blev Belfast reelt delt i enklaver, der var adskilt af "fredslinjer", symboliseret ved muren mellem den protestantiske Shankill Road og den katolske Falls Road. 1980'ernes fremskridt i bolig- og levestandard samt borgerrettigheder mindskede spændingen og banede vej for våbenhvilen 1994.