Antrim er en nordirsk by med 25.607 indbyggere (2021). Den ligger i det nordøstlige hjørne af søen Lough Neagh og i det historiske amt af samme navn i provinsen Ulster. Siden en administrativ reform i 1973 har Antrim desuden været navnet på et af Nordirlands 26 distrikter med lokalt styre under betegnelsen Antrim & Newtownabbey.

Byen Antrim

Byen Antrim kan føres tilbage til grundlæggelsen af et kloster i 495, 30 år efter Irlands missionær Skt. Patricks død. Det eneste, der er tilbage fra det, er dog et velbevaret rundtårn fra 900-tallet. Byens borg, Antrim Castle, blev bygget i 1600-tallet på ruinerne af en tidligere anglo-normannisk fæstning og vidner om, at byen tidligere havde strategisk betydning.

I 1700-tallet blev byen, som ligger 35 km nordvest for Belfast, inddraget i det nordøstlige Ulsters lærredsindustri. I 1970'erne blev der etableret en kortvarig produktion af syntetiske fibre. I dag er byen en markedsby og et centrum for produktion af lettere industrielle produkter, især elektronik. Den har dog mest karakter af soveby og forstad til Belfast.

Amtet Antrim

Glenariff-dalen i Antrim.
.
Licens: CC BY 2.0

Det historiske amt Antrim afgrænses mod vest af floden Bann og mod syd af floden Lagan og dækker er areal på 2.838 km2 og med et indbyggertal på 618.000 (2021). Området består af et plateau af basalt fra tertiærtiden, gennemskåret af dale (glens). I øst hæver højderyggen Mountains of Antrim sig med toppen Trostan (554 m). Hede og højmose præger den nordlige del; i sydøst grænser plateauet op til et bakket lavland. Nordkysten består af stejle klinter. Mellem byerne Portrush og Ballycastle og tæt på byen Bushmills ligger et område præget af sekskantede basaltsøjler, kendt som Giant's Causeway. Fire kilometer nord for kysten ligger Nordirlands eneste beboede ø, Rathlin Island.

Da Antrim ligger tæt på Skotland, har der fra forhistorisk tid været kulturel og økonomisk forbindelse og sikkert også migration tværs over strædet The North Channel mellem Antrim og det sydvestlige Skotland. Antrim var i den tidlige middelalder en af det gæliske kongedømme Dál Riada, der lå på begge sider af strædet. I forbindelse med de engelske monarkers kolonisering af Ulster i 15- og 1600-tallet blev presbyterianske skotter fra Lavlandet tilbudt jord i Ulster. Det gav Antrim et protestantisk flertal.

Økonomi og erhverv

Dunluce Castle på Antrims nordkyst.
.
Licens: CC BY 2.0

I amtet, der tidligere var domineret af kvæg- og fårehold, dyrkes der i den vestlige og sydlige del i dag byg og avles svin og fjerkræ. I øst dyrkes der også kartofler. Fåreavl er mest udbredt i den nordlige del, især langs vest- og nordkysten, hvor der også produceres whiskey i Bushmills. Både distriktet og amtet Antrim har dog længe gennemgået en urbanisering og industrialisering i kraft af deres nærhed til Belfast.

Turisme er i dag et erhverv med voksende betydning på grund af den attraktive nordkyst, der foruden Giant's Causeway og de store dale rummer borgruinerne Dunluce Castle og Carrickfergus Castle.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig