London (Geografi)

Det ses på Londons gadenet, at England aldrig fik et etableret enevælde med central magt: Overalt er der et virvar af store og små gader med skæve forløb og indviklede kryds, i mange bydele rene labyrinter, men ingen store kvarterer med regulære, retvinklede gadenet som fx i Barcelona, Athen eller Stockholm. En række store indfaldsveje, heraf flere motorveje, leder trafikken mod de centrale bydele og fordeles af to ringveje, en ydre 7-15 km fra centrum og en indre, "The Motor Box", 3-4 km fra centrum. For at begrænse biltrafikken blev der i 2003 indført bompenge i det centrale London. Afgifterne nedbragte biltrafikken med 20 % efter det første år.

De første jernbaner i Londonområdet var Greenwich-banen (1846) ind til London Bridge og London-Birmingham-banen (Robert Stephenson, 1837) med endestation i Euston Station. I banedriftens gyldne periode 1836-89 raserede anlæggelse af banelegemer og stationer især de store fattigkvarterer i East End, South Bank og det nordlige London. Udbygningen af jernbanerne satte dermed gang i en omfattende udflytning af arbejdere og middelklasse til forstæder. Jernbanerne blev drevet af mange konkurrerende selskaber, og deres net kom derfor kun delvis til at hænge sammen; fra 1884 blev de dog forbundet med anlæggelsen af Londons undergrundsbybane. Jernbanenettene ender i 13 store banegårde uden gennemkørsel (sækbanegårde); de centrale er Charing Cross Station og Blackfriars Station på Themsens nordbred med banerne ført over floden på banebroer. Den største er Waterloo Station i Southwark, som oprindelig bestod af to separate; et nyt afsnit her er terminal for Kanaltunnelforbindelsen til Frankrig.

Den kollektive nærtrafik er udbygget til et uhyre omfattende Underground- og buslinjenet, suppleret med regionalbaner til forstæderne. Busnettet, påbegyndt i 1830'erne, udgør et enormt net dels med røde toetagers bybusser, dels med grønne coach buses til de ydre forstæder. Den første undergrundslinje, Metropolitan fra 1863, blev i løbet af de følgende 100 år suppleret med mange andre selskabers linjer, og de udgør tilsammen verdens største bybanenet. Siden 1930'erne har Londons kollektive nærtrafik været samlet i ét offentligt selskab, London Transport Executive.

I storbyområdet er der 27 broer over Themsen og øst for Tower flere motorvejstunneler og to gangtunneler under floden. Der er kraftigt tidevand i Themsen ind gennem London, hvilket igennem tiden har bevirket mange oversvømmelser; til beskyttelse mod disse er opført mure og inddæmninger, embankments, langs bredden og så sent som 1982 den vældige Thames Barrier med sluseporte ved Woolwich mod øst. Grand Union Canal forløber med mange sluser fra Limehouse Basin over Camden Lock og nord om Regent's Park (Regent's Canal), over Paddington tilbage til Themsen — samt videre mod Birmingham og nordover. Den anvendtes oprindelig til godstransport, men tjener nu alene rekreative formål.

Havnen har med sin placering ved Themsen historisk været langt den vigtigste af Londons transportanlæg. Den levede byen af, og den var i lang tid verdens største havn. Fra romersk tid til 1800-t. var Lower Pool med bl.a. Wapping og Bermondsey Londons hovedhavn med Upper Pool som sekundær havn længere inde, bl.a. med London Docks, Tower Pier, Billingsgate og Southwark Bank. 1802-28 påbegyndtes øst herfor de meget vidtstrakte dokanlæg, London Docklands, med bl.a. West India Docks' vældige pakhuse på halvøen Isle of Dogs. 1855-80 fulgte anlæggelsen af de allerstørste dokker længere mod øst: Royal Victoria, Royal Albert og til sidst (1921) King George 5. Dock; men da var nedgangen i havnetrafikken begyndt. Alle de indre dokker blev lukket som havneanlæg i 1960'erne, og de ydre i 1980'erne. Hele byfornyelsen af det kæmpemæssige område fra Tower i vest til og med North Woolwich i øst og på sydbredden fra London Bridge til Surrey Docks (Greenland Dock) blev i 1981 stort set overladt til markedskræfternes frie spil, hvilket har medført en hektisk, stærkt omdiskuteret omdannelse til erhverv og luksusboliger samt anlæggelse af en førerløs højbane og en central mindre lufthavn, London City Airport, med enkelte europæiske forbindelser.

Ud over London City betjenes byen af fire større lufthavne. Croydon mod syd var fra 1915 byens første civile lufthavn, men det blev fra 1946 Heathrow langt mod vest, som skulle blive byens vigtigste lufthavn, og som med fem store terminaler er verdens tredjestørste mht. antal passagerer. Supplerende lufthavne til blandt andet charterfly og indenrigsruter er Gatwick (1958), Stansted (1991) og Luton. Croydon lukkede i 1959.

På trods af at industrien længe har været i tilbagegang, er London fortsat en betydelig region for forskellige fremstillingserhverv, bl.a. metalvarer, elektronisk og kemisk industri, tekstil, konfektion og fødevarer samt forlagsvirksomheder, trykkerier, plade- og filmproduktion.

Markeder var tidligere den helt dominerende form for handel, bl.a. langs Cheapside i City, i Covent Garden og Mayfair. I dag er der omfattende engroshandel i New Covent Garden Market (grønttorv), Billingsgate Fish Market (fisk) og Smithfield (kød). Detailhandlens kendteste markedsgader er Middlesex Street (Petticoat Lane) lige nord for City, Portobello Road i Notting Hill og Camden Town omkring Camden Lock. West Ends store strøggader, Regent Street, Oxford Street, Piccadilly, Knightsbridge og Brompton Road, med en omfattende detailhandel udvikledes igennem 1800-t. for den købestærke over- og middelklasse. Her ligger talrige stormagasiner, bl.a. Selfridges og Harrods samt Hamleys femetagers legetøjsforretning. London har desuden utallige restauranter og de karakteristiske pubs.

I City ligger Bank of England, fondsbørs, børserne for råvarer (metaller, olie og gas) og rådhuset Guildhall samt store bank- og forsikringskæder, bl.a. Lloyd's. Teatre, storbiografer og forlystelser er især koncentreret omkring Covent Garden, Strand, Charing Cross Road, Piccadilly Circus, Leicester Square og Shaftesbury Avenue. Her og i Mayfair og Knightsbridge ligger også luksushotellerne tæt.