Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

London (Geografi)

Oprindelig forfatter KLemb Seneste forfatter Redaktionen

Big Ben, The Palace of Westminster og Westminster Bridge.

Big Ben, The Palace of Westminster og Westminster Bridge.

Bybillede

Oprindelig udviklede London sig omkring de adskilte og rivaliserende bydele, hhv. City of London med købmænd, finansfolk og håndværkere og City of Westminster, residens for kongen og regeringen. Bydelene var forbundet via floden Themsen og gaderne Fleet Street og Strand. Først omkring 1700 voksede de rent fysisk sammen. City er i dag helt domineret af serviceerhverv (især finans- og forsikringsvæsen) og har kun få indbyggere, hvoraf en stor del er nytilkomne velhavere i højhusbebyggelsen Barbican. Mod vest i Westminster, Kensington og det øvrige West End bor overklassen og den bedrestillede middelklasse, bl.a. omkring hovedgaderne, handelsstrøgene og de mange rummelige pladser, squares, anlagt af højadelige, men nu ofte overtaget af ambassader og store handelsfirmaer. Tidligere tjenesteboliger, mews, er i vidt omfang blevet ombygget til attraktive boliger.

En del fordums rige kvarterer er gradvis overtaget af middelklassen eller arbejderklassen, og nogle er forslummet, i takt med at overklassen flyttede mod vest eller ud i rige villaforstæder. Omvendt har andre områder gennemgået en såkaldt gentrification, hvorved forslummede kvarterer får højnet deres status gennem byfornyelse og saneres, som det fx er sket i dele af Westminster, Chelsea og Soho.

Tidligt koncentreredes de fattigste befolkningsgrupper i East End og langs havneområderne på Themsens nordlige bred mod øst, hvilket bl.a. hang sammen med skibsfartens voldsomme vækst og industrikapitalismens gennembrud i 1700-t., der skabte en hærskare af bl.a. dokarbejdere, sømænd og industriarbejdere. Bebyggelsen var overvejende lav, mest to etager, og udstrakt.

Ligesom i East End blev der i South Bank, den store bydel syd for Themsen, kun opført få paladser, pladser og seværdigheder; Southwark, Lambeth, Vauxhall mfl. har traditionelt været hjemsted for arbejderklassen og den lavere middelklasse. Højere status har der været længere mod øst i Greenwich, hvor Greenwich Palace og Park blev anlagt i 1400-t., og hvor Christopher Wren i 1600-t. byggede fornemme bygninger. I 1990'erne skete store fornyelser langs Themsens sydbred, hvor gamle industri- og lagerbygninger blev nedrevet og gav plads for bl.a. det store "pariserhjul" The London Eye, kunstmuseet Tate Modern, en genskabelse af Shakespeares Globe Theatre og forlystelsesområdet The O2 (tidl. Millenium Dome).

Annonce

To katastrofer ramte London i 1600-t. med langtrækkende virkninger for storbyens udvikling; pesten i 1664-65 udryddede 1/3 af byens befolkning, og branden i 1666 udslettede det meste af City. Genopbygningen blev trods forsøg herpå uden langtids- og helhedsplanlægning. En række pragtbygninger blev dog opført, og en prestige-gadeplan gennemført med Regent Street som hovedakse fra Piccadilly Circus mod Regent's Park. Befolkningsudtyndingen og branden fjernede store slumområder for stedse og har præget City og West End fremover.

Buckingham Palace er Londons største turistattraktion. Dele af slottet er åbent for besøgende nogle måneder om året.

Buckingham Palace er Londons største turistattraktion. Dele af slottet er åbent for besøgende nogle måneder om året.

London har ganske mange parker og grønne områder, især det velstillede West End, hvor der ligger seks Royal Parks; Saint James's Park, Green Park (med kongeresidensen Buckingham Palace), Hyde Park, Kensington Gardens (med Kensington Palace), som tilsammen danner et stort parkbælte, samt Regent's Park lidt nordligere og Battersea Park på Themsens sydside. Den største ikke-statslige park er Victoria Park i det nordlige East End. De ydre store slotsparker er Greenwich, Richmond, Hampton Court og Bushy, alle på Themsens sydside. Derudover findes talrige små og nogle kæmpestore kommunale og regionale parker; særlig kendt er Hampstead Heath mod nord og den botaniske have Kew Gardens mod vest.

London blev svært beskadiget af bombardementer under 2. Verdenskrig, især områder i East End, dokkerne, omkring Saint Paul's Cathedral og ved banegårdene. I forbindelse med genopbygningen gennemførtes i store træk en samlet statslig regionsplanlægning, der havde til hensigt at bremse byggeri i det indre byområde, etablere og fastholde et grønt bælte uden om forstæderne (Greater London) og at samle byvæksten for Londonregionen uden for det grønne bælte i new towns og igennem udvikling af eksisterende småbyer. I første fase blev der etableret ni new towns, underlagt hver sin kommunaluafhængige administrative styringsenhed, corporation. Mønsteret fra de gamle havebyer Letchworth og Welwyn Garden City fra først i 1900-t. blev videreført først i Stevenage (1952) og derpå i Crawley, Harlow, Hemel Hempstead, Basildon, Bracknell og Hatfield. Planlægningen lagde stor vægt på små neighbourhoods og på adskillelse af kørende og gående trafik. Andre byer i denne ring omkring London voksede også kraftigt i samme periode.

Den tidligere War Office Building, Whitehall, London. Den blev indviet i 1906 og rummede indtil 1964 The War Office; bygningen anvendtes herefter af Forsvarsministeriet, indtil den blev solgt i 2016.

Den tidligere War Office Building, Whitehall, London. Den blev indviet i 1906 og rummede indtil 1964 The War Office; bygningen anvendtes herefter af Forsvarsministeriet, indtil den blev solgt i 2016.

I det indre London har de mest drastiske byfornyelser efter 2. Verdenskrig været totalfornyelsen i London Docklands, opførelsen af gigantkomplekset Barbican med stort kulturcenter, bolighøjhuse i op til 43 etager med forsænkede, frodige "vandhaver", og det kolossale Thamesmead øst for Woolwich på Themsens sydbred med bl.a. kanaler, søer, indkøbscentre, industriområde og sociale boliger. Andre kæmpebyggerier, kontorer og boliger er opført i Euston Street, Piccadilly Circus, Pimlico og Elephant & Castle. South Banks nedslidte fabrikker mellem County Hall og Blackfriars Bridge er blevet erstattet med bl.a. Royal Festival Hall, National Theatre og London Television Centre.

London var værtsby for De Olympiske Lege i 2012. Det område, der blev udset til Legene, hørte til de mest nedslidte East End-bydele. Det strækker sig langs bifloden Lea, der udmunder i Themsen øst for Isle of Dogs og rummer bl.a. store offentlige værker, banearealer, slumboliger, enge og sumpe. Hele det olympiske område blev udbygget med intensiv kollektiv trafikbetjening. Der blev anlagt et stadion med 80.000 pladser og en olympisk by til 17.800 deltagere og funktionærer. Efter Legene blev området et moderne boligkvarter.

Trafikanlæg

Gade- og vejnet

Det ses på Londons gadenet, at England aldrig fik et etableret enevælde med central magt: Overalt er der et virvar af store og små gader med skæve forløb og indviklede kryds, i mange bydele rene labyrinter, men ingen store kvarterer med regulære, retvinklede gadenet som fx i Barcelona, Athen eller Stockholm. En række store indfaldsveje, heraf flere motorveje, leder trafikken mod de centrale bydele og fordeles af to ringveje, en ydre 7-15 km fra centrum og en indre, "The Motor Box", 3-4 km fra centrum. For at begrænse biltrafikken blev der i 2003 indført bompenge i det centrale London. Afgifterne nedbragte biltrafikken med 20 % efter det første år.

Jernbanenet

London. Luftfoto med bl.a. Waterloo Station.

London. Luftfoto med bl.a. Waterloo Station.

De første jernbaner i Londonområdet var Greenwich-banen (1846) ind til London Bridge og London-Birmingham-banen (Robert Stephenson, 1837) med endestation i Euston Station. I banedriftens gyldne periode 1836-89 raserede anlæggelse af banelegemer og stationer især de store fattigkvarterer i East End, South Bank og det nordlige London. Udbygningen af jernbanerne satte dermed gang i en omfattende udflytning af arbejdere og middelklasse til forstæder. Jernbanerne blev drevet af mange konkurrerende selskaber, og deres net kom derfor kun delvis til at hænge sammen; fra 1884 blev de dog forbundet med anlæggelsen af Londons undergrundsbybane. Jernbanenettene ender i 13 store banegårde uden gennemkørsel (sækbanegårde); de centrale er Charing Cross Station og Blackfriars Station på Themsens nordbred med banerne ført over floden på banebroer. Den største er Waterloo Station i Southwark, som oprindelig bestod af to separate; et nyt afsnit her er terminal for Kanaltunnelforbindelsen til Frankrig.

Den kollektive nærtrafik

Den kollektive nærtrafik er udbygget til et uhyre omfattende Underground- og buslinjenet, suppleret med regionalbaner til forstæderne. Busnettet, påbegyndt i 1830'erne, udgør et enormt net dels med røde toetagers bybusser, dels med grønne coach buses til de ydre forstæder. Den første undergrundslinje, Metropolitan fra 1863, blev i løbet af de følgende 100 år suppleret med mange andre selskabers linjer, og de udgør tilsammen verdens største bybanenet. Siden 1930'erne har Londons kollektive nærtrafik været samlet i ét offentligt selskab, London Transport Executive.

Themsen

Themsen. Saint Paul's Cathedral ses tv. i billedet, kontorbygningen 'The Gherkin' i midten. Millennium Bridge leder krydser floden bagest i billedet.

Themsen. Saint Paul's Cathedral ses tv. i billedet, kontorbygningen 'The Gherkin' i midten. Millennium Bridge leder krydser floden bagest i billedet.

I storbyområdet er der 27 broer over Themsen og øst for Tower flere motorvejstunneler og to gangtunneler under floden. Der er kraftigt tidevand i Themsen ind gennem London, hvilket igennem tiden har bevirket mange oversvømmelser; til beskyttelse mod disse er opført mure og inddæmninger, embankments, langs bredden og så sent som 1982 den vældige Thames Barrier med sluseporte ved Woolwich mod øst. Grand Union Canal forløber med mange sluser fra Limehouse Basin over Camden Lock og nord om Regent's Park (Regent's Canal), over Paddington tilbage til Themsen — samt videre mod Birmingham og nordover. Den anvendtes oprindelig til godstransport, men tjener nu alene rekreative formål.

Havnen

Havnen har med sin placering ved Themsen historisk været langt den vigtigste af Londons transportanlæg. Den levede byen af, og den var i lang tid verdens største havn. Fra romersk tid til 1800-t. var Lower Pool med bl.a. Wapping og Bermondsey Londons hovedhavn med Upper Pool som sekundær havn længere inde, bl.a. med London Docks, Tower Pier, Billingsgate og Southwark Bank. 1802-28 påbegyndtes øst herfor de meget vidtstrakte dokanlæg, London Docklands, med bl.a. West India Docks' vældige pakhuse på halvøen Isle of Dogs. 1855-80 fulgte anlæggelsen af de allerstørste dokker længere mod øst: Royal Victoria, Royal Albert og til sidst (1921) King George 5. Dock; men da var nedgangen i havnetrafikken begyndt. Alle de indre dokker blev lukket som havneanlæg i 1960'erne, og de ydre i 1980'erne. Hele byfornyelsen af det kæmpemæssige område fra Tower i vest til og med North Woolwich i øst og på sydbredden fra London Bridge til Surrey Docks (Greenland Dock) blev i 1981 stort set overladt til markedskræfternes frie spil, hvilket har medført en hektisk, stærkt omdiskuteret omdannelse til erhverv og luksusboliger samt anlæggelse af en førerløs højbane og en central mindre lufthavn, London City Airport, med enkelte europæiske forbindelser.

Flytrafik

Ud over London City betjenes byen af fire større lufthavne. Croydon mod syd var fra 1915 byens første civile lufthavn, men det blev fra 1946 Heathrow langt mod vest, som skulle blive byens vigtigste lufthavn, og som med fem store terminaler er verdens tredjestørste mht. antal passagerer. Supplerende lufthavne til blandt andet charterfly og indenrigsruter er Gatwick (1958), Stansted (1991) og Luton. Croydon lukkede i 1959.

Erhverv

Industri

På trods af at industrien længe har været i tilbagegang, er London fortsat en betydelig region for forskellige fremstillingserhverv, bl.a. metalvarer, elektronisk og kemisk industri, tekstil, konfektion og fødevarer samt forlagsvirksomheder, trykkerier, plade- og filmproduktion.

Handel

Markeder var tidligere den helt dominerende form for handel, bl.a. langs Cheapside i City, i Covent Garden og Mayfair. I dag er der omfattende engroshandel i New Covent Garden Market (grønttorv), Billingsgate Fish Market (fisk) og Smithfield (kød). Detailhandlens kendteste markedsgader er Middlesex Street (Petticoat Lane) lige nord for City, Portobello Road i Notting Hill og Camden Town omkring Camden Lock. West Ends store strøggader, Regent Street, Oxford Street, Piccadilly, Knightsbridge og Brompton Road, med en omfattende detailhandel udvikledes igennem 1800-t. for den købestærke over- og middelklasse. Her ligger talrige stormagasiner, bl.a. Selfridges og Harrods samt Hamleys femetagers legetøjsforretning. London har desuden utallige restauranter og de karakteristiske pubs.

Finans- og serviceerhverv

I City ligger Bank of England, fondsbørs, børserne for råvarer (metaller, olie og gas) og rådhuset Guildhall samt store bank- og forsikringskæder, bl.a. Lloyd's. Teatre, storbiografer og forlystelser er især koncentreret omkring Covent Garden, Strand, Charing Cross Road, Piccadilly Circus, Leicester Square og Shaftesbury Avenue. Her og i Mayfair og Knightsbridge ligger også luksushotellerne tæt.

Uddannelsesinstitutioner

I begyndelsen af 1800-t. var London en af de få europæiske hovedstæder uden universitet. Colleges bl.a. i Gower Street og Strand blev i 1836 en del af University of London. Siden fulgte opbygningen af en række colleges andre steder i byen, men Londons akademiske bydele er især områderne i og omkring Bloomsbury, bl.a. med British Library og London School of Economics and Political Science.

Læs mere om London.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Lemberg: London (Geografi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118150