East End, den østligste del af det indre London nord for Themsen, afgrænset mod vest af linjen Shoreditch High Street, Houndsditch, Aldgate og mod øst af floden Lea. East End omfatter især Tower Hamlets og dele af Hackney. Fra 1700-t. blev området hjemsted for Londons fattigste, og med 1800-t.s industrialisering blev det berygtet som slumområde med sygdomme, stor etnisk indvandring, høj børnedødelighed, armod og kriminalitet, som skildret i Charles Dickens' romaner. Under 2. Verdenskrig blev East End Londons mest bombeskadede område. Efter krigen iværksattes omfattende genopbygning med boliger og arbejdspladser, udflytninger til New Towns, omdannelse af Stephney-Poplar til New Town og i 1980'erne total omdannelse af Catherine Docks, London Docks og dokområdet Isle of Dogs til luksusboliger, forretnings-skyskrabere, veje, en nærbane (Light Railway) og London City Airport. Dette markedsstyrede byudviklingsprojekt, London Docklands, har været stærkt kritiseret.