Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Irland (Historie - 430-1169)

Oprindelige forfattere ABN og PHolm Seneste forfatter Redaktionen

Kristendommens indførelse og småkongedømmernes tid (ca. 430-795)

Irland blev kristnet ca. 430 af den walisiske missionær Patrick, og de ældste bevarede skriftlige kilder viser et samfund med en særpræget blanding af hedensk og kristen kultur samt et eget alfabet. Øen var opdelt i mere end 100 småkongedømmer, hvis konger ofte havde hovedsæde (crannóg) bag isolerede palisadeværker på øer i de store floder og søer eller i ringborge (ráth) på højdedrag. Der eksisterede dog en fælles retsorden, som blev opretholdt af omvandrende dommere, fortællere og sangere, de såkaldte brehoner, med baggrund i traditionen fra de keltiske druider. Småkongerne sloges om de store kvægflokke, der udgjorde grundlaget for samfundets økonomi.

Den ældste kirke var organiseret i bispedømmer som på kontinentet, men snart fik klostervæsenet en helt central rolle. Nogle munke søgte den ekstreme isolation på småøer, mens andre var udadvendte, fx Columbanus, som bragte det irske klostervæsen til kontinentet. Den irske kirke havde flere særtræk, bl.a. en anden beregningsmåde for påsken end den romerske, hvilket efterhånden isolerede den fra den kontinentale hovedstrøm. For at kunne beregne påsken førte de irske klostre fra omkring 600 årlige optegnelser, og efterhånden begyndte de at nedskrive vigtige begivenheder af kirkelig og politisk art. Disse årbøger, de irske annaler, er af et enestående omfang, og den tidlige irske middelalderhistorie er derfor bedre belyst end i andre europæiske samfund.

I Irland organiserede de store klostersamfund sig med deres egen hærordning, som var stærk nok til at sikre en fredhellig tilværelse i det opsplittede samfund. Klostrenes fredhellighed tiltrak kongernes interesse, bl.a. pga. klostrenes kvægflokke og sølv- og guldrigdomme.

Ca. 750 var de store klostre blevet så verdsliggjorte, at de selv deltog aktivt i den irske magtkamp, som efterhånden var resulteret i, at magten lå i 4-5 storkongers og deres allierede abbeders hænder. Tilflugtsborge, såkaldte rundtårne, skød op over hele øen. Som en reaktion på denne sekularisering opstod den store reformbevægelse Celi Dé.

Vikingernes æra (795-1169)

I 795 noterede de irske annaler de første vikingeangreb, og årbøgerne rummer op mod 500 indførsler om nordboerne i Irland i perioden frem til ca. 1130. I 841 anlagde nordmænd Dublin som overvintringslejr, og efter en række indbyrdes kampe blev Ivar og Olav vikingernes konger. Efterhånden opstod en gruppe af krigere, som bevægede sig frit mellem den danske lejr i York i England og nordmændenes i Dublin. Dublinkongerne forsøgte flere gange at erobre York, hvilket udløste interne stridigheder. I en sådan situation fordrev irerne, der for en gangs skyld optrådte samlet, vikingerne fra alle deres lejre i 902.

I 917 vendte en ny vikingehær tilbage fra York, og i de næste par tiår var York-Dublin en stærk politisk akse. Den engelske erobring af Danelagen svækkede også de irske vikinger, og fra ca. 940 overlevede Dublin og de andre nye lejre som Limerick, Wexford og Waterford kun, fordi de irske konger fik brug for dem. Vikingerne var glimrende lejesoldater, og deres skibe, økser og sværd fandt god anvendelse, fx i Slaget ved Clontarf i 1014.

Vikingernes tilstedeværelse i kystegnene ændrede ikke det irske samfunds grundlæggende struktur, men deres krigsform kom til at præge stridighederne mellem småkongedømmerne. Klostrenes fredhellighed blev ikke respekteret af hedningene og allerede i 800-t. heller ikke længere af irerne selv, ligesom de mange kvægrøverier fik en langt mere ødelæggende virkning for samfundet, når kongerne tog professionelle krigere i anvendelse til store erobringstog. Det lykkedes dog aldrig at samle hele øen under én konge, selvom kongen af Munster, Brian Boru, var tæt ved.

Vikingelejrene ændrede også karakter og betydning, og fra midten af 900-t. foregik der en betydelig handel i lejrene, hvor de irske konger fandt gode importvarer fra kontinentet og Orienten. Håndværket voksede frem, og udgravninger i 1970'erne og 1980'erne af Dublin og senere af Waterford vidner om aktive handelsbyer. Penge blev udmøntet af kongerne af Dublin fra 997, og de fik betydelig udbredelse også i det irske samfund. Vikingerne selv synes at være blevet kristnet i løbet af 900-t.

Irland havde kun få eksportvarer, der kunne betale for udenlandsk luksus. Huder fra de store kvægflokke blev udført som pergament til klostrenes skrivestuer, og krigsfanger blev i store tal udført som slaver via Dublin til både England, kontinentet og Norden.

De irske konger søgte at kopiere de normanniske kongers livsstil, bl.a. ved som Connaught-kongen Turloch O'Connor (1088-1156) at opføre borge i normannisk stil. Da en utilfreds lokalkonge, Dermot MacMurrough af Leinster, i 1169 inviterede normanniske krigere fra Wales til at bistå sig i kampen om magten, var der åbnet for en ny invasion.

Læs om perioden 1169-1691.

Læs mere om Irland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Poul Holm: Irland (Historie - 430-1169) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99383