Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Orangeordenen

Oprindelig forfatter Boess Seneste forfatter Redaktionen

Orangeordenen, Oranjeordenen, irsk protestantisk politisk loge, stiftet som et hemmeligt, ritualistisk selskab under sekteriske konfrontationer i provinsen Ulster i 1795. Formålet med Orangeordenen var at mindes Vilhelm 3. af Oranjes sejr over den katolske Jakob 2. Stuarts styrker i krigen 1688-91 og at fastholde protestantisk politisk magt og arvefølge. Ordenen blev i 1835 midlertidig forbudt ved lov, bl.a. fordi dens årlige parader førte til blodige sammenstød i Ulster, især paraden 12. juli, årsdagen for Vilhelms skelsættende sejr i Slaget ved Boyne i 1690.

Fra slutningen af 1800-t. oplevede Orangeordenen stor folkelig udbredelse og blev en politisk magtfaktor gennem sit bidrag til organiseringen af den unionistiske modstand mod irsk hjemmestyre. Trods reformforsøg spiller det historiske bånd mellem ordenen og unionismen stadig en rolle, og ordenen har stor betydning som symbolsk samlingssted for unionsloyale protestanter. Orangeordenen har afdelinger i hele Irland, først og fremmest i Nordirland, og havde i 2006 ca 35.000 medlemmer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Böss: Orangeordenen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=136078