Irish Volunteers, Irske Frivillige, katolsk borgerhær, oprettet i november 1913 i Dublin som reaktion på de nordirske Unionisters organisering. Irish Volunteers, som havde stor folkelig tilslutning, blev splittet i 1914, da lederen af Home Rule-partiet, John Redmond, lovede Storbritannien støtte i 1. Verdenskrig. Flertallet af Irish Volunteers gik ind i den britiske hær, mens et mindretal deltog i Påskeoprøret 1916 anført af den nationalistiske bevægelse Irish Republican Brotherhood (IRB). Se også fenierne og Irland (historie).