Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Irland (Historie - 1169-1691)

Oprindelige forfattere ABN og CBVi Seneste forfatter Redaktionen

Mellem keltere og englændere (1169-1534)

Englands tilstedeværelse i Irland daterer sig fra 1169, da Richard De Clare (d. 1176), jarl af Pembroke, som allieret med Dermot MacMurrough indtog store dele af det østlige Irland og medvirkede ved erobringen af Dublin by 1171-72. Ønsket om hjælp blev oprindelig stilet til Henrik 2., men da hans opmærksomhed primært rettede sig mod kontinentet, begrænsede kongens medvirken sig til, at han tillod Dermot at søge assistance blandt hans undersåtter. Til trods for at invasionen var overladt til de enkelte adelsmænds foretagsomhed, skred erobringen relativt hurtigt frem, og midt i 1300-t. stod 3/4 af øen under engelsk overhøjhed. Mangelen på støtte fra hjemlandet betød imidlertid, at englænderne ikke magtede at gennemføre en systematisk undertvingelse af øriget, og deres tilstedeværelse har derfor på daværende tidspunkt næppe udgjort en væsentlig trussel mod det økonomiske og politiske liv i Irland. Magnaterne forblev en minoritet, og efter blot et par generationer adskilte de sig hverken i sprog eller klædedragt væsentligt fra de indfødte småkonger. At den indvandrede adel ikke repræsenterede et bæredygtigt alternativ til den traditionelle keltiske levevis, lader sig bl.a. aflæse af, at den engelsksindede del af befolkningen i 1400-t. stort set var begrænset til kystområderne, de større byer og Dublins nærmeste omegn, kaldet the Pale.

Den keltiske renæssance viste sig bl.a. ved en voldsom opblomstring af interessen for den oprindelige litteratur, men også mange forsøg på ad lovgivningens vej (Statutes of Kilkenny) at hindre ethvert samkvem med kelterne vidnede om, at englænderne kulturelt var på tilbagetog. Irernes autonomi nåede sit højdepunkt med Gerald (Garret More) Fitzgerald (d. 1513), jarl af Kildare, den engelske krones repræsentant 1477-94 og 1496-1513, der i kraft af sit slægtskab med såvel keltere som englændere personificerede sammensmeltningen af de to befolkningsgrupper.

Annonce

Den endelige erobring af Irland (1534-1691)

Var irerne under Rosekrigene i stor udstrækning blevet overladt til sig selv, markerede 1500-t. et afgørende vendepunkt i øens historie. Huset Tudor havde ambitioner om at spille en aktiv rolle på kontinentet, og frygten for at se Irland som springbræt for et angreb på England skabte hurtigt behov for en mere langsigtet politik over for øboerne. I 1536 havde det irske parlament, som udelukkende rekrutteredes fra den engelske koloni, anerkendt kongen som overhoved for den irske kirke på baggrund af Act of Supremacy fra 1534; og da Henrik 8. i 1541 som den første lod sig kåre til konge af Irland, var det endnu en understregning af ønsket om at knytte den irske befolkning nærmere til kronen. Reformationen satte sig endnu få spor uden for the Pale, men kravet om, at den keltiske adel skulle stå i et vasalforhold til kongen, var et vigtigt middel til kontrol med den indfødte befolknings besiddelse af jord.

Den omsiggribende feudalisering af det irske aristokrati førte til et omfattende oprør i Ulster, den såkaldte Niårskrig 1594-1603, og efter nedkæmpelsen blev der i 1608 igangsat en storstilet fordrivelse af de katolske jordbesiddere til fordel for importerede protestanter fra England, plantation. Metoden var allerede blevet anvendt i Munster, men det var kun i Ulster, at beslutningen indebar en radikal forandring af den eksisterende samfundsstruktur.

Modsætningsforholdet til det stadig mere magtfulde protestantiske parlament i England tvang efterhånden irerne til at slutte op omkring Karl 1. (se Confederation of Kilkenny), men hans nederlag i Den Engelske Borgerkrig betød, at ejendomsret til jord derefter var forbeholdt de katolikker, som ikke havde båret våben mod republikken. Efter Restaurationen i 1660 søgte Karl 2. i en vis udstrækning at afbøde følgerne af Cromwells politik, men lovgivningen (Act of Settlement 1662) rokkede ikke ved, at katolikkerne, som endnu i 1640 havde ejet 60% af Irlands jord, havde mistet enhver økonomisk betydning. Jakob 2. var, navnlig efter fordrivelsen fra England i 1688, i højere grad lydhør over for kravet om jord og religiøs tolerance, men nederlagene til Vilhelm 3. af Oranjes tropper ved Boyne i 1690 og ved Aughrim det følgende år samt fredsslutningen ved Limerick markerede, at det var slut med katolikkerne som politisk magtfaktor.

Læs om perioden 430-1169.

Læs om perioden 1691-1914.

Læs mere om Irland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Carsten Bo Vilhelmsen: Irland (Historie - 1169-1691) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99386