Sinn Féin var fra begyndelsen samlingspunkt for en blandet gruppe af republikanere, feminister, pacifister og tilhængere af irsk selvstyre. Partiet kom først til at spille en betydelig politisk rolle efter Påskeoprøret i 1916, da militante nationalister omdannede det til et radikalt republikansk parti.
Ved parlamentsvalget i 1918 vandt Sinn Féin 73 ud af 105 irske pladser, men valgte at oprette et irsk parlament, Dáil Éireann, hvis alternative regering stiltiende støttede, men ikke kontrollerede, IRA under kampene med Storbritannien i 1919-1921. Efter krigens afslutning blev partiet splittet over fredsbetingelserne, hvilket førte til en blodig borgerkrig mellem de to fløje.
Fra 1922 afholdt det nu traktatfjendtlige parti sig fra at indtage sine pladser i det irske parlament og repræsenterede IRA's kompromisløse linje. Ved dannelsen af det mere moderate parti Fianna Fáil i 1926 blev Sinn Féins rolle yderligere reduceret. Det bevarede sin forbindelse til IRA, hvis voldelige kamp for irsk genforening det støttede, men oplevede en stigende spænding mellem militante republikanere og demokratiske socialister.
Som følge af udbruddet af "urolighederne" i Nordirland i 1969 blev Sinn Féin sprængt i en "officiel" og en "provisorisk" fløj. Det officielle Sinn Féin gik ind i parlamentarisk politik under nyt navn og endte i 1999 med at fusionere med det irske Labour Party. På trods af at de fleste af dets ledere var aktive inden for IRA, besluttede det provisoriske Sinn Féin i begyndelsen af 1980'erne at kombinere en militær med en politisk strategi og stille op til lokalvalg i Nordirland, hvor de vandt ca. 10% af stemmerne. I 1986 stillede Sinn Féin op til lokalvalg Nordirland og valg til det britiske parlament på et socialistisk og republikansk program med irsk genforening som sit hovedmål. Partiet afstod dog fra at indtage de fire-fem pladser, det vandt ved parlamentsvalgene, fordi dets repræsentanter nægtede at aflægge loyalitetsed over for den britiske monark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.