Jordforbundet

Efter et par gode årtier for irsk landbrug fulgte i midten af 1870’erne tre kriseår med faldende priser, dårlig høst og stedvis kartoffelskimmel. Under det økonomiske tilbageslag blev mange bønder ude af stand til at betale deres lejeafgifter til godsejerne, og mange steder, især på de fattige jorde i Vestirland, frygtede de, at de ville blive ramt af en hungersnød som Hungersnøden i Irland 1845-1850.

Godsejerne reagerede da også ved, som dengang, at tvangsudsætte bønderne, ofte i samarbejdet med det lokale politi og militæret. Bønderne valgte mange steder at gå til modstand i form af trusselsbreve, mord, brandstiftelse og drab på kvæg og andre husdyr. Effektiv blev modstanden dog først, da småbønder i Co. Mayo den 16. august 1879 organiserede sig inden for et jordforbund. Allerede den 21. oktober samme år blev det integreret i et større forbund, Irish National Land League (Det Irske Nationale Jordforbund).

Forbundet forsøgte at sætte en stopper for volden. I stedet iværksatte det fællesaktioner i form af kollektiv tilbageholdelse af lejeafgifter og en ny aktionsform, som fik betegnelsen ’boycot’ efter navnet på den forvalter, Kaptajn Boycott, den gik ud over. Det betød bl.a., at det lokale samfund, især kvinderne, nægtede ham enhver form for hjælp, f.eks. vask af tøj og høst af korn.

Initiativet til Jordforbundet blev taget af journalisten og republikaneren Michael Davitt, der var et stiftende og ledende medlem af Det Irske Republikanske Broderskab (IRB). Men afgørende for dets indflydelse var hans samarbejde med godsejeren og politikeren Charles Stewart Parnell. Parnell så en fordel i at bruge kampen for jordreformer til at fremme irsk hjemmestyre. Han insisterede dog på, at forbundets program skulle kunne forsvares i Parlamentet. Han delte imidlertid Davitts opfattelse af, at den jordlov, som den liberale premierminister William Gladstone havde fået gennem Parlamentet i 1870, havde været helt utilstrækkelig.

Jordforbundets to hovedformål var at reducere bøndernes jordleje og at sikre dem ejendomsret til den. Men på længere sigt var målet af afskaffe godsejersystemet. De liberale regeringer og et stigende antal konservative politikere ønskede, at det skete ad frivillighedens vej, mens den radikale fløj inden for Jordforbundet krævede lovindgreb.

Jordforbundet havde held med at fremtvinge en jordlov i oktober 1881, men først efter udkæmpelsen af en ”jordkrig”, hvorunder forbundet var blev forbudt og dets ledere arresteret. Loven gjorde det muligt for bønder og godsejere at dele ejerskabet til jorden. Desuden reducerede den bøndernes leje og tillod dem at købe og sælge deres jord. Loven sikrede dog kun 731 bønder fuldt ejerskab. Den blev derfor hurtigt vurderet som utilstrækkelig og problematisk for både bønderne og ønsket om at fremme den produktivitet, som ejendomssystemet stod i vejen for.

Efter lovens gennemførelse var Jordforbundets rolle dog udspillet. Fra nu af stod et stort set enigt parlament bag jordreformerne i 1885, 1887, 1891, 1896 og – mest effektivt – den såkaldte Wyndham Lov, der i 1903 gav irske bønder fuld ejendomsret til deres jord og på mange måder stillede dem bedre end mange engelske. Da flere af lovene blev gennemført af konservative regeringer, der var modstandere af irsk hjemmestyre, er reformerne blev set som en strategi, hvorved de Konservative (officielt The Conservative and Unionist Party) forsøgte at ”slå hjemmestyret ihjel med venlighed”.

• jordreformer
• Irlands historie 1800-1921