Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Irland (Historie - 1691-1914)

Oprindelige forfattere ABN og CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Engelsk herredømme og krav om selvstændighed (1691-ca. 1870)

Nedkæmpelsen af opstanden i 1691 blev indledningen til Irlands underkuelse under det engelsk-anglikanske styre. Det katolske flertal af befolkningen (ca. 70%) blev udelukket fra embeder samt fra valgret lokalt og til Parlamentet, og den katolske kirke og undervisning undertryktes. Desuden måtte katolikkerne ifølge de såkaldte Penal Laws ikke eje eller forpagte jord, men kun leje på opsigelse. Den katolske del af befolkningen besad omkring 1690 endnu ca. 20% af jorden, 100 år senere var tallet reduceret til ca. 5%.

Irland blev regeret som et erobret land, og landets økonomiske interesser, uldproduktion, blev underordnet Englands. Knap 1 mio. presbyterianere i Nordirland havde valgret, men ikke valgbarhed og udgjorde her en økonomisk vigtig, til dels jordbesiddende bondemellemklasse, mens ca. 1/2 mio. anglikanere ejede 5/6 af Irlands jord og beherskede Parlamentet i Dublin.

Allerede i 1700-t. blev grunden lagt til en positiv forskelsbehandling af og en differentieret social og økonomisk udvikling i den overvejende protestantiske Ulsterprovins. Den Amerikanske Revolution og øget irsk selvbevidsthed betød dog en lempelse af den undertrykkende lovgivning: Presbyterianerne fik ligestilling, Parlamentet i Dublin øget magt, og i 1790'erne ophævedes de resterende Penal Laws under indtryk af Den Franske Revolution.

Annonce

I 1791 dannedes Society of United Irishmen med krav om katolikkernes emancipation og senere fuld irsk selvstændighed. Som modtræk hertil etableredes Orange Society (se orangister) i Ulster i 1795, der hævdede protestanternes stilling og unionen med England. Et fransk forsøg på at støtte irsk selvstændighed slog fejl, og i 1798 blev et katolsk oprør blodigt nedkæmpet i Wexford.

England satte herefter ind mod det irske parlament, der ophævede sig selv i 1800 efter pres og bestikkelse. Den 1.1.1801 trådte unionen mellem Irland og England i kraft. Irerne fik nu sæde i Westminster, men katolikkerne var fortsat uden politiske rettigheder. Et nyt oprørsforsøg i 1803 fra Society of United Irishmen mislykkedes.

Der havde eksisteret guerillavirksomhed i Irland siden 1700-t., bl.a. de såkaldte Whiteboys, og vold og plyndringer tog til fra 1820'erne. Med sagføreren Daniel O'Connell som leder blev der nu rejst krav om valgret til katolikkerne, hvilket blev gennemført i 1829, og 1830-41 indskrænkede whigregeringerne i Westminster den anglikanske statskirkes magt. O'Connell krævede desuden fra 1833, at unionen med England blev ophævet, og i de følgende år fik han stor tilslutning til den såkaldte Repeal Association.

Irland hærgedes af kartoffelpest 1845-47; den hjemsøgte i disse år hele Europa, men fik katastrofale følger i Irland, da store dele af befolkningen på nu 8 mio. var afhængige af kartofler som daglig føde. Det skønnes, at ca. 1 mio. døde af sult eller følgesygdomme. Der havde fra 1700-t. fundet en stadig irsk-katolsk udvandring sted, der nu kraftigt øgedes til især USA. Indbyggertallet faldt til ca. 5 mio. i 1880 og gik fortsat ned. Dårlige høstår kunne stadig langt hen i 1800-t.s anden halvdel resultere i udbredt nød i landbefolkningen.

En ny nationalistisk opstand, iværksat af foreningen Young Ireland i 1848, blev slået ned, men kravet om irsk selvstændighed blev videreført af Irish Republican Brotherhood (IRB) og af eksilorganisationen i USA, Fenian Brotherhood (se fenierne).

Gladstone ophævede i 1869 den anglikanske statskirke og styrkede i 1870 fæsternes retsstilling over for godsejerne. En begyndende ændring af besiddelsesforholdene førte til, at 35% af Irlands bønder ejede deres jord omkring 1875.

Landbrugskrise og kamp for Home Rule (ca. 1870-1914)

Landbrugskrisen fra midten af 1870'erne forværrede atter situationen. I 1879 oprettedes organisationen Land League som redskab til fremme af den fortsatte overgang af jord på irske hænder, og den førte en militant kamp mod engelske godsejere, forpagtere m.m. I forbindelse med Land Leagues aktivitet, der resulterede i mord og plyndringer, opstod bl.a. begrebet boykot.

Parallelt hermed rejstes fra 1870 krav om selvstyre, Home Rule, der i Parlamentet blev fremført af C.S. Parnell. Han var som leder af irerne i Underhuset tungen på vægtskålen i den parlamentariske balance og førte en militant antibritisk politik i Irland.

I 1885 blev Gladstone væltet af Parnell pga. utilfredshed med hans moderate irske reformer, men Gladstone accepterede nu Home Rule, dvs. et parlament i Dublin med fuld suverænitet med undtagelse af områderne udenrigspolitik, forsvar og handel, og han vendte tilbage til magten med Parnells støtte.

Parnells indblanding i en skilsmissesag splittede det irske parti og endte hans politiske karriere, og Gladstone blev standset af Overhuset i sin kamp for Home Rule. De irske fæsteres stilling blev dog løbende forbedret med nye love i 1885, 1891, 1893 og 1909, og antallet af selvejerbønder øgedes til at omfatte omkring 2/3 af bondeklassen i 1918.

Den stadige uro på landet svækkede irsk landbrug alvorligt i de sidste årtier af 1800-t., samtidig med at Danmark og Holland erobrede det britiske fødevaremarked. Dermed øgedes skellet mellem det mange steder tilbagestående, katolske og helt overvejende landbrugsorienterede Sydirland og det protestantiske Ulster med en udbredt tekstilindustri, skibsværfter i Belfast samt et mere progressivt landbrug, baseret på mellemstore brug.

I 1910 blev de irske stemmer i Parlamentet atter afgørende, og i 1912 blev det vedtaget at give Irland Home Rule, som Overhuset nu kunne forsinke i to år, men ikke standse. Protestanterne i Ulster vendte sig mod denne udvikling og dannede i 1913 en provisorisk regering og en illegal hær på 100.000 mand, Ulster Volunteers, under ledelse af Edward Carson. Det katolske flertal reagerede ved at oprette Irish Volunteers på 180.000 mand, og en irsk borgerkrig truede, da 1. Verdenskrig brød ud i 1914.

Læs om perioden fra 1914.

Læs mere om Irland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Claus Bjørn: Irland (Historie - 1691-1914) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99388