Kildare, Chill Dara, amt (county) og by i provinsen Leinster i det østlige Irland. Amtet (1694 km2, 210.300 indb. (2011)) udgøres vest for bjergkæden Wicklow hovedsagelig af åbent lavland med kornmarker og enge. Det dominerende landbrug har brugsstørrelser på over 40 ha. Handelsbyen Naas er hovedbyen og amtsrådets hovedsæde, mens byerne Kildare og Carlow deler amtsadministrationen. I landbruget er kvæg- og fårehold vigtigst, mens hvede, byg og havre er de væsentligste afgrøder. Kildare er kendt for sine hestestutterier og har foruden fremstilling af landbrugsredskaber tekstil-, metal- og medicinalindustri samt elektronikindustri. Amtet krydses af Grand Canal og af flere togstrækninger.