Æthelred 2. den Rådløse, Ethelred the Unready, ca. 968-23.4.1016, konge af England fra 978, søn af Edgar. Æthelred kom på tronen efter mordet på hans halvbror Edward Martyren; uanset uklarhed om, hvem morderen var, blev tidens vikingeangreb udlagt som Guds straf. Æthelred, der som ung vejledtes af biskop Æthelwold (d. 984) og sin mor, måtte tidlig bruge store beløb på at købe vikingerne bort. Efter en periode med andre rådgivere fik hans mor atter indflydelse fra 993, og landet oplevede nu en lang, stabil periode trods en vikingehærs næsten permanente tilstedeværelse. I 1006 fandt en paladsrevolution imidlertid sted, som bragte Eadric Streona i første række blandt kongens rådgivere. Nu fulgte store magtkampe, der hæmmede kampen mod vikingerne stærkt. I 1013 tabte Æthelred sit land til Svend 1. Tveskæg, men kunne efter Svends død i 1014 vende tilbage fra Normandiet. Han døde kort før Knud 2. den Store atter erobrede landet.

Æthelred beskrives ofte som en uduelig hersker, men hans trængsler som konge skyldtes snarere problemernes store omfang end inkompetence.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig