Edgar, 943/944-8.7.975, konge af England fra 959. Edgar blev i 957 konge af Mercia og Northumbria, mens hans bror Eadwig kontrollerede området syd for Themsen. Som konge af England reformerede han i samarbejde med ærkebiskop Dunstan den engelske kirke og genetablerede mange klostre. Han anerkendte Danelagens juridiske særstilling, men søgte samtidig at indføre fællesengelsk lovgivning i området. Edgar salvedes og kronedes i 973 ved den første kendte kongekroning i England.