Den Angelsaksiske Krønike, et kompleks af krøniker på oldengelsk. Grundstammen blev sammenstykket i det lærde miljø ved Alfred den Stores hof i Wessex i slutningen af 800-t. for dermed at give det engelske folk en fælles fortid og samtidig vise Wessexkongernes førerskab; kopier blev spredt til forskellige klostre og dannede grundlag for lokale redaktioner og tilføjelser. Krønikerne begynder med Cæsars ankomst til Britannien, og en af dem er videreført til 1154.