Cuthbert, ca. 634-687, angelsaksisk biskop og helgen. Cuthbert indtrådte 651 i Melrose Kloster, blev i 664 prior i Lindisfarne og 684/85 biskop samme sted. Ved sin asketiske levemåde, som bl.a. indebar, at han i en periode trak sig tilbage til Farne Island som eneboer, og gennem missionsvirksomhed repræsenterede Cuthbert keltisk tradition, men han accepterede samtidig den romerske påskeberegning. Hans kiste og andre levn findes i domkirken i Durham.