George 3.

I 1760 efterfulgte han sin farfar, George 2., og blev året efter gift med Charlotte Sophie af Mecklenburg-Strelitz (1744-1818). George var et familiemenneske, pligttro og religiøs, men også streng, stædig og rethaverisk. Han søgte at styrke kongemagten over for Parlament, kabinet og premierminister og var ikke uden evner i så henseende, om end han ikke altid havde en heldig hånd. Fra 1783 knyttede han sig stærkt til premierminister William Pitt d.y.

I 1776 erklærede de nordamerikanske kolonier sig uafhængige, og Storbritannien led nederlag i den efterfølgende krig. George havde et stort ansvar for denne udvikling, og nederlaget ramte ham hårdt, personligt og prestigemæssigt. I 1788 blev han ramt af længerevarende sygdom, der bl.a. gav sig udslag i sindssyge. Ifølge moderne lægevidenskab skal han have lidt af stofskifteforstyrrelsen porfyri.

Nu fulgte svære tider som følge af Revolutions- og Napoleonskrigene, og Georges personlige modstand forhindrede flere forsøg fra regeringens side på at tildele katolikker borgerlige rettigheder, hvilket senere blev fatalt for forholdet til Irland. I 1804 blev han blind, og i 1811 brød hans sygdom ud på ny. Hans ældste søn, George (4.), som han altid havde haft et fjendtligt forhold til, blev regent, og selv levede han resten af sit liv en skyggetilværelse. Selvom George i sin lange regeringstid havde søgt at hævde kongemagten, blev resultatet alligevel, at partivæsenet og parlamentarismen blev udbygget.

• Storbritanniens historie 1660-1783
• Storbritanniens historie 1783-1880