Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl 2. Stuart

Oprindelig forfatter NSte Seneste forfatter sthornval

Karl 2. Stuart, Charles, 29.5.1630-6.2.1685, konge af Skotland og Irland fra 1649, fra 1660 tillige konge af England; søn af Karl 1. og Henrietta Marie af Frankrig. Karl 2. måtte i 1646 efter sin fars nederlag i Den Engelske Borgerkrig flygte til udlandet. Efter faderens henrettelse udråbtes han til konge i Skotland og Irland. I 1651 anførte han et skotsk angreb mod Oliver Cromwells engelske styrker, men måtte allerede samme år igen drage i eksil. Efter Cromwells død i 1658 stod England uden fast ledelse, og flere og flere udtalte sig til fordel for en restauration af Stuartmonarkiet. Karl udnyttede situationen med taktisk snilde; med Bredadeklarationen i april 1660 anslog han en forsonlig tone, og samme år modtoges han i England under almindelig hyldest.

Karls regeringstid blev præget af de religiøse spændinger og af det endnu uafklarede magtforhold mellem kongemagt og Parlament. Han var afhængig af Parlamentets skattebevillinger, hvilket begrænsede hans muligheder for at føre en selvstændig udenrigspolitik. I konsekvens heraf indgik han i 1670 Dovertraktaten med den franske konge, Ludvig 14. Han forpligtede med denne traktat England til at deltage i en krig mod Nederlandene, men hertil kom hemmelige aftaler, hvori han lovede at erklære sig for katolik mod løfte om betydelig fransk økonomisk støtte. Krigen førtes 1672-74, men måtte i 1674 opgives pga. manglende bevillinger fra Parlamentet.

Karl undlod at erklære sin katolicisme åbent, men de religiøse forhold forblev bittert omstridte, ikke mindst fordi hans bror tronfølgeren, den senere Jakob 2., var erklæret katolik. Nye subsidier fra Frankrig satte dog Karl i stand til at overvinde Parlamentets forsøg på at udelukke Jakob fra arvefølgen.

Annonce

Karl 2.s hof blev bekendt for sin pragt og løssluppenhed i den stærkeste modsætning til den puritanisme, der havde præget interregnet. Han havde mange elskerinder og mindst 14 illegitime børn. Han var politisk begavet, men ikke flittig; han havde klare forestillinger om både religiøse og politiske forhold, men ikke noget ønske om at løbe en stor risiko ved at sætte sine krav igennem. Han ville, som han selv udtrykte det, "ikke på rejse igen".

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Steensgaard: Karl 2. Stuart i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104322